Tegneren Line Jensen tog en stor beslutning – og nu har hun mindst 10 wow-øjeblikke dagligt

"Jeg tror, vi er nødt til at blive her. Og hvis du ikke vil være med, så er jeg nok nødt til at gøre det selv.”

Line Jensen kan tydeligt huske den maj-dag på terrassen på Møn for snart et år siden, hvor de tanker, der havde rumsteret i årevis, endelig blev til udtalte ord og en seriøs samtale med manden Rune om den længsel, der brændte indeni.

For selvom hun måske ikke var klar til at blive skilt for alvor, var de seneste års coronatrængsler, hverdagspraktikken med tre børn i et kolonihavehus på Amager, flere byggeprojekter, en virksomhed med vokseværk og en stresssygemelding kommet imellem dem og havde spændt deres kærlighed ud i en tynd line, som hun ikke længere kunne balancere på med et hurtigtbankende hjerte og et energiniveau, der ikke engang rakte til at tømme opvaskemaskinen.

”Det var den første weekend, Rune havde fri og var hernede, og han kom ud på terrassen og var sådan: ’Aj, det er fanme fedt!’” siger hun og beskriver, hvordan luften ændrede sig på et splitsekund, da hun ikke kunne holde de mange tanker tilbage længere:

”Han var bare sådan: “Wow, wow, wow… hvad sker der?” For han havde jo misset alle mellemregningerne, fordi han havde været så meget væk det forår. Men han forstod heldigvis, hvor alvorligt jeg mente det. Og at det var vigtigere for mig end næsten alt andet.”

Parret valgte derfor at trække teltpælene op og rykke til Møn.  

Her sidder Line nu på den solblegede træbænk på terrassen, som de selv har bygget. Hun kan mærke de lune planker under sine fødder og se ud på haven, der står i fuldt maj-flor. I baggrunden kan hun høre børnene småskændes, og hun ved det med hele sin krop. Hun ved, at det er her, de skal bo.

Her, hvor børnene kan grave huller i haven og dykke ved stranden hele dagen. Her, hvor de kan lave aftensmad over bål. Her, hvor blikket kan vandre fra terrassen, gennem haven, videre henover marken, ud over havet og lande i horisontlinjen. Her, hvor de kan være sig selv - og være sammen.

”Jeg har fundet ud af, hvor vigtigt det er for mig, at jeg kan se langt. Her kan mit blik forsvinde og mine tanker vandre ud af stierne. I København havde jeg en nærmest fysisk fornemmelse af, at noget stod i vejen, et plankeværk, en mur, en bygning - alt var så tæt på,” siger hun og tager hånden op foran ansigtet som for at vise, hvordan alting fór tæt forbi i et uendeligt, stakåndet nu.

Arbejdsro

I luften hænger en svag duft af savsmuldsstøv. Den store højloftede trægarage, parret har været i gang med at bygge i flere år, er ved at tage form som en sort tveægget tvilling ved siden af det hvide hovedhus.

Den skal rumme både Runes musikrum og oppe på førstesalen Lines arbejdsværelse. Der er en pink sofa, et skrivebord og under vinduet en reol med plads til, at hun kan sidde på den med sin kaffe og kigge ud over markerne og ned på det hav, der glimter et par hundrede meter væk. I dag som letbølget guld - andre dage lysende blåt eller brusende gråt.

”Det er jo drømmen, at jeg kan sidde her og arbejde – og fordi det ligger lidt afsides fra selve huset, behøver jeg ikke bekymre mig om, at køkkenet roder, og at ungerne kommer hjem og smider deres gummistøvler overalt.”

Line åbner en flyttekasse, hvori der ligger skitsebøger med tegninger fra de seneste syv år. Det begyndte som små dagbogsskitser, da hun var på barsel med sit tredje barn, og er nu blevet hendes levevej.

Hun har 75.000 følgere på Instagram, har skrevet fem bøger og er blevet en stemme, der taler med vægt, når hun gennem sin lidt naive, humoristiske blyantsstreg kommenterer på familieliv, feminisme, klima og vores allesammens utilstrækkelighed.

De små hverdagsmomenter og genkendelige ups’er rammer nemlig lige i solar plexus hos rigtig mange, og har gjort slagfærdige sætninger som ’Jeg er ikke ansvarlig for den gode stemning’, ’I’m boring and I’m proud’ og ’Alle kan ikke alt altid’ til tryk på muleposer, t-shirts og plakater, der sælger i hundredvis.

Vi leger, at vi bor på landet

Det er fire måneder siden, at Lise og Rune pakkede det mest nødvendige og kørte mod Møn med de to yngste, Kirsten og Solvej, på bagsædet. Med en plan om at holde juleferie og ikke vende tilbage til byen.

Og det er to måneder siden, at flyttebilen ankom med de sidste ting fra livet i København.

Men tilløbet har været langt – og har ikke kun varet siden den maj-dag på terrassen, hvor parret blev enige om at summe over beslutningen hen over sommeren. Faktisk har de haft overvejelserne land versus by, nærmest siden de faldt over det gamle hus på Møns sydkyst for otte år siden.

”Da vi begyndte at kigge efter et sommerhus, ville jeg ikke have et klassisk fritidshus fra 70’erne, der lå på Kirsebærvænget. Det skulle være et ’rigtigt’ hus, som ikke lå i et øde sommerhusområde, men hvor vi kunne lege, at vi boede på landet. Da vi fandt det her, vidste jeg med det samme, at det var rigtigt. Jeg har aldrig følt mig så hjemme noget sted.”

Line trækker på skuldrene. For som opvokset i en forstad til Aarhus og efter 25 år i København, havde hun egentlig aldrig drømt om et liv på landet. Alligevel blev det i årene efter, at de havde skrevet under på skødet, stadigt sværere at komme hjem fra weekender og ferier. Efter seks-syv uger på øen hver sommer, var det næsten umuligt at pakke sommerbrune ben og endeløse dage væk og starte bilen for at køre tilbage til en hektisk hverdag i byen.

Derfor slog de også til, da de fik mulighed for at prøve at bo på Møn tilbage i 2018, hvor Lines ældste datter, Nora, var på efterskole. Og de elskede det.

”Da vi kom tilbage til byen efter det år, var vi nærmest i sorg – og når vores venner spurgte, om vi savnede Møn, var jeg lige ved at begynde at tude. Hele min krop længtes simpelthen herned.”

Greys anatomy

Selvom det egentlig var planen, at familien kun ville blive i København, mens den ældste datter gjorde gymnasiet færdigt, skete livet. Planerne ændrede sig. Pludselig fik de mulighed for at få et større kolonihavehus, som de begyndte at ombygge.

Så kom Corona. Fem mennesker i skole, børnehave, gymnasie, hjemmearbejde – på 90 kvadratmeter. De var ved at få kuller – både når de var på Amager, men også når de var på Møn. Og da alt åbnede op igen, syntes Line bare, at det var skønt, at hun kunne cykle ind til sin nyåbnede butik på Nørrebro, og at der var åbne caféer og mennesker på hvert et gadehjørne.

”Der havde vi det sådan, at nu bliver vi sgu her. Ungerne var startet i skole, vi var ved at sætte et nyt kolonihavehus i stand, og vi tænkte vitterligt, at der kunne vi bo for evigt.”

Line himler med øjnene. For i takt med, at hendes navn ikke mere bare var Line Jensen, men den Line Jensen, flere og flere tilbud om samarbejder løb ind, og følgerskaren på Instagram tog til, snørede hun skoene og spurtede hurtigere. Og hurtigere.

Hendes musikermand kunne endelig komme ud at spille igen og var væk i lange perioder, så hun var alene om at aflevere børn, hente børn, købe ind, lave mad, vasketøj. Samtidig drillede en ny hjemmeside, og hun brugte al sin arbejdstid på at slukke ildebrande.

”Jeg begyndte at stå tidligere op, gå senere i seng og råbe højere af mine børn. Jeg havde så mange projekter, hvor jeg blev ved med at sige: jeg skal bare lige fikse det her først.

Line ryster på hovedet. For hun blev ved med at tro på, at NU ville overskuddet komme tilbage. Lige indtil den dag, hun sad i et møde. Hun skulle udgive en sangbog til børn med musiker Katrine Muff, og midt i snakken om, at så gør vi sådan og sådan, brød hun sammen.

”Jeg begyndte bare at stortude og sagde: ’Jamen, det er også bare fordi, der er så meget … og Rune er også dum, og…’”

Line havde talt helt hektisk, med både arme og mund. Katrine havde stoppet hende, rystet på hovedet og sagt, at det nok ikke bare var dét, og at hun måske skulle gå til lægen. Så Line gik hjem og tog et par dage på sofaen – og her kunne hun pludselig mærke, hvordan hjertet ikke ville finde ro.

”Jeg fik det nærmest værre. Og da jeg gik til lægen og sagde, at jeg tror, at jeg er ved at få stress, sagde hun bare; jeg tror ikke, at du er ved at få det, jeg tror, at du har fullblown stress.”

Så Line meldte sig syg. Skrev ud i en post til sine følgere, modtog et kæmpe SoMe-kram og lagde sig på sofaen igen. Når ungerne var afleveret, bingede hun Greys Anatomy. For der er 19 sæsoner.

”Så vidste jeg, at jeg kunne se det for evigt. Jeg kunne simpelthen ikke tage stilling til noget. Ikke engang til, hvilken serie jeg skulle se.”

Line griner. For selvom det ikke var sjovt, kan hun huske, hvor langt ude det var. Da Kirsten, den mellemste, skulle på lejrskole, havde de fået en pakkeliste – og det var Line fysisk umuligt at følge den.

”Jeg kunne simpelthen ikke. Det var også umuligt for mig at åbne min computer, for med det samme jeg forsøgte, fik jeg det fysisk dårligt.”

Efter tre-fire uger med et minimum af arbejde og mange sæsoner af Greys Anatomy, begyndte hun dog at kunne overskue mindre ting, og en dag havde hun overskud til at pakke bilen og køre mod Møn - alene med ungerne.

”Pludselig kunne jeg mærke, at jeg faktisk fik det bedre af at være her. Børnene kunne løbe ud og lege, og jeg kunne bare sidde med min kaffe og kigge ind i blomsterbedet. Det var nok, og jeg begyndte at længes efter de weekender. For selvom der stadig skulle tømmes opvaskemaskine og vaskes tøj, blev det mere ligegyldigt, når vi var her. To do-listen var der stadig, men den var simpelthen mindre vigtig.

Samtalen med børnene

På bordet i det åbne køkken med de fritlagte bjælker står nybagte boller. De sidste par måneder har Line haft god tid til at pakke ud, hente og bringe børnene. Sørge for, at de har haft alle muligheder for at falde til.

For netop dét, var den største bekymring efter samtalen på terrassen den dag i maj sidste år. Hvad ville det betyde for børnene at flytte permanent? Især den mellemste, Kirsten, var Line bekymret for. For hun var i den alder, hvor hun var spændt ud mellem leg i bar røv og kunstige negle, Tessa og iPads. Derfor var det også så vigtigt for Line og hendes mand, at beslutningen ikke blev forhastet. Derfor talte de i begyndelsen kun med den ældste datter Nora.

”Hun kunne sagtens forstå det. Som hun sagde: ’alle kan jo se, I har det meget bedre, når I er der.’

Andre af deres bekendte reagerede med et: ’det ventede vi da bare på, I skulle sige’ – og g da familien endelig satte sig ned med Solvej og Kirsten i december sidste år, lød det fra 9-årige Kirsten: Åh, nej, skal I skilles? Skal vi flytte til Møn?” siger hun.

”At flytte til Møn var simpelthen nummer to på listen over frygtelige ting, der kunne ske.”

Line griner. For de fandt hurtigt ud af, at det handlede mere om, at hun var bange for at sige det i klassen, end om, at hun rent faktisk ikke ville flytte.

Et utal af wow-øjeblikke

På bordet ligger en skitsebog med den tegning, Line tegnede i går, da ungerne var lagt i seng. En del af hendes følgere mener, at hun har ADHD, så det causerede hun over. Og det vil hun blive ved med: At tegne de streger, der fortæller om hendes liv. I alt dets perfekte uperfekthed. For hun bilder sig ikke ind, at fordi de nu ikke længere bare leger de bor på landet, er al modstand visket væk.

Og den lille uro hun havde i brystet i byen, er heller ikke helt forsvundet.

”Måske er den indeni mig – og ikke i omgivelserne. Det er det, som vi er i gang med at prøve at finde ud af. Jeg regner ikke med, at alt bliver nemmere, fordi vi har græs mellem tæerne, men vi kan prøve at give vores liv nogle betingelser, hvor det er muligt at trække vejret.”

Line tegner en streg. Viser, hvordan hun alene med trykket kan formidle en følelse af vrede eller lethed og latter. Måske bliver hendes nye projekter dog mindre tegning og flere ord. For lysten til at fortælle historier er for alvor ved at melde sig igen. Og selvom der stadig er to-do lister i hendes hoved, er der nok øjeblikke af magi til at opveje dem.

Som når hun en mørk vintermorgen ser solen stå op. Som når hun drejer om bakken til sine børns skole, og havet pludselig åbenbarer sig, eller som når hun går ud med skrald om aftenen og stopper op, fordi stjernehimlen folder sig ud over hende og minder hende om, hvor lille hun er.

”Så får jeg den der wow-følelse, som jeg lige står og tager ind. Bare et par sekunder. Og dem er der mindst ti af på en dag. Hvor jeg bliver mindet om, at verden er så kæmpe, og jeg er så lille. Det er de bitte små glimt af, hvad verden egentlig handler om, som bare ikke er mig.”