Indretning børneværelse

'Tweenager' drengeværelse med havestemning

Da familien skulle flytte fra hus til lejlighed, fik 9-årige David et nyt værelse, der er både sejt og hyggeligt med masser af grønne planter.

Davids værelse er blevet cool med blå og grå farver og masser indbydende grønne planter. Gardinerne er fra Faber, gulvtæppet samt puder er fra Ferm Living, vægtæppet er et MAALUU MAALUU tæppe købt i  Retro Villa, sengetøjet fra Mette Ditmer og plaiden fra Silkeborg Uldspinderi. I urtepotteskjulerne fra Elho står et citrontræ og et oliventræ.

TIP

Skab en levende atmosfære på børneværelset ved at indrette med planter i forskellige højder.

'Tweenanger' drengeværelse med havestemning

David havde faktisk ikke noget imod at sige farvel til sit gamle værelse, da familien skulle skifte huset  ud med en lejlighed. Derimod savnede han at kunne gå i haven og i drivhuset for at spise bær og frugter. Derfor blev udgangspunktet for det nye værelse at hente planter og natur ind i indretningen, mens det samtidig skulle være cool og passe til en kommende ‘tweenager’. Familien valgte at give rummet en snert af ‘drivhusstemning’ ved at fylde en hel væg med hylder, bogkasser, potter og en opslagstavle, hvor David kan gå på opdagelse i små sukkulenter og kaktusser samt forskellige billeder af planter. Der kan nemt  skiftes ud efter årstid og stemning, ligesom man ville gøre i et drivhus.

Solskin og citrontræer

På den modsatte side af drivhusvæggen er der indrettet med både seng og skrivebord, og væggen er malet grå som et godt match til den blå farve, der går igen i puder, tæpper og gardiner. Som en kontrastfarve er der valgt en sennepsgul, der virker som friske solskinspletter i værelset. Rundt omkring er der pyntet med et oliventræ og et citrontræ for at understøtte den eksotiske drivhusstemning i rummet. David er rigtig glad for sit værelse, som er både sejt og rummeligt, men som også er blevet en hyggelig oase med masser af farver og planter. Og han er især glad for den store seng, hvor der er god plads til at ligge og flyde, når han har venner på besøg.

‘Plantevæggen’ er sammensat af små hylder og reoler fra Søstrene Grene og krus med holdere fra Design Letters. De brede knager er fra Normann Copenhagen.

Hylderne er MDF-plader, som Davids mor har fået skåret til i et byggemarked og malet hvide. Hyldeknægtene er fra Silvan. Hylderne er hængt op over både seng og skrivebord for at udnytte højden i rummet til opbevaring. Væggen er malet med en mørk grå farve fra Flügger. Skrivebordet og lampen er fra Ikea, stolen fra Hay og opslagstavlen fra Søstrene Grene. Krusene fra Design Letters er sat op på væggen med ‘Cup up’ holdere fra samme firma.

TIP

Er hylder, skrivebord og andre møbler hvide, så mal væggen i en markant farve for at skabe kontrast.

TIP

Lad dit barn dekorere et møbel på værelset, som her hvor en Ikea kommode er pyntet med tapet i et grafisk mønster. Kurven og reolkasserne er fra Søstrene Grene.

Puderne på sengen er fra Ferm Living. I vindueskarmen står en buket ‘trommestikker’ i en flaske.

► SE OGSÅ: Før & efter: Småt & sejt drengeværelse

► SE OGSÅ: Rumdeler: Byens smarteste deleværelse

► SE OGSÅ: 6 skønne børneværelser