Stor guide: Vi tester 8 forskellige bleer
Det kan være lidt af en jungle at navigere i mærker, kilo og løfter om en tør mås. Forældregruppen har testet hele 8 forskellige blemærker for dig, og her kan du se hvilke bleer, der er de blødeste, som bliver hvor de skal og holder på både småt og stort.
De skal holde på stort og småt, sidde godt og holde numsen tør. Men hvilke bleer er bedst?
Forældregruppens børn har lagt bagdele til vores store bletest af hele seks bleer, og de har fundet favoritterne.
Læs, hvad forældregruppen mener om de forskellige bleer, og se, hvilken ble der er strøget ind på førstepladsen.
Helt ok til prisen (3/6 stjerner)
Änglamark, Bleer, str. 6, 15-30 kg, 40 stk. 59,50 kr. i Coops butikker.
Pris pr. stk.: 1,49 kr.
Design:Hov, vent ... er det ikke samme ble som Minirisk? Seriøst, vi kan ikke kende forskel, dog har denne en kær bi. Som Minirisk er denne ble neutral uden at være noget særligt. Den virker blød, elastisk og gennemsnitlig, og det’ optur. Savnes: Større tekst på pakken, vi skal have luppen frem!
Pasform: Goooo’ plads – det store kilospænd fornægter sig ikke, for med plads til børn på 30 kilo MÅ det jo være en stor ble. Plus: Plads til tykke mavser. Minus: Den falder bare for meget ned, og så mangler den også en elastik i ryggen, så den er udfordret på tyngdekraften. Bonus for blødhed.
Sugeevne: Åh åh... det er ikke vinderen af natteble-konkurrencen, og modsat sin tvilling Minirisk, så tisser nogle af testerne igennem, øv. Den virker ikke super holdbar og hænger en del i våd tilstand, så vi er ikke så trygge ved at bruge den om natten. Plus for tisindikator – lækker detalje.
Pengene værd? Ja – på grund af prisen. Du får nemlig en virkelig billig ble, som i det store og hele gør, hvad en ble skal kunne, uden at den imponerer os særligt.
God til små numser (4/6)
Lupilu, Bleer, str. 6, 13-18 kg, 30 stk., 44,95 kr. i Lidl.
Pris pr. stk.: 1,49 kr.
Design: De er så søde, de her bleer! Der er pang på farverne og nærmest en lille zoo af kære dyr, som ikke kan skjules under en hvid body, men de små mennesker elsker det – så det må vi også! De ser ikke særligt luksus ud, men det kan snyde, for de føles bløde og har de rigtige mærkninger.
Pasform: Som smurt på små numser – men små numser er nøgleordet her, for bleen er bedst på dem med de mindste bagdele. Den sidder til, og de små kan tumle løs, uden den rykker sig, og der er nul røde mærker, hurra! Men der er heller ikke plads til flere kilo i den lille sag, siger det bare.
Sugeevne: Tip top! Den holder på det, den skal, både det lette og det tunge, og så hænger den ikke engang, selvom lasten er fuld. Og selvom den ikke ligefrem lugter af roser efter brug, så lugter den heller ikke fælt. Lille anke: Vi savner virkelig en tisindikator!
Pengene værd? Så absolut! Den oser ikke ligefrem af luksus, men den overrasker virkelig og er et fund til prisen, men klart bedst til børn i den mindre vægtklasse.
Blødest og bedst (5/6) - Test vinder!
Libero, Bleer, str. 6, 13-20 kg, 36 stk. 129,95 kr. i Føtex, Meny og nemlig.com.
Pris pr. stk.: 3,60 kr.
Design: Lååågsus – denne her ble er simpelthen både børne- og voksenvenlig på én gang, og vi kan li’ det! Der er kræset for detaljerne med blade i guld, og det er ikke kun show off: Bleerne er bare de blødeste i testen, og der er virkelig tænkt på klimaet. Eneste lille øv: Al teksten er på engelsk.
Pasform: Som fod i hose, eller hvad man nu kalder det med ble og bagdel. Den sidder bare godt, virker dejligt fleksibel og har de blødeste elastikker ved benene. Det er dog en lille sag, som kun går til 20 kilo, og den kan sidde lidt fast under topmaven, men pasformen er tæt på perfekt, hurra!
Sugeevne: Knastørre numser over stort set hele linjen! En enkelt junior oplever uheld om natten, hvor vådt er på afveje ved mavsen, men hos de andre er der nul flugtmuligheder – den holder tæt og hænger ikke mellem lårbasserne. Vi tilgiver altså det uheld, for alt andet trækker kun op!
Pengene værd? Hør her, det er testens absolut bedste, men også dyreste ble. Kan du finde den på tilbud, finder du ingen bedre ble. Kun prisen og et enkelt uheld trækker ned.
Fin ble til prisen (3/6)
Minirisk, Bleer, str. 5, 16+ kg, 40 stk., 59,95 kr. i 365 Discount.
Pris pr. stk.: 1,49 kr.
Design: Hey ... er det her Minirisk eller Änglamark?? Hold da op, hvor de minder om hinanden. På denne ble er der dog elefanter på pakken og zebraer på bleerne, og de er cute og viser tydeligt for og bag, men er også lidt kedelige. Har til gengæld alle de vigtige mærkninger og er fint bløde, juhu!
Pasform: Ja, der mangler i hvert fald ikke plads, og den kommer ikke til at stramme nogen steder! Den har ellers gode elastikker, er fint blød og behagelig, og rykker ikke rundt under vild leg. Meeen den hænger en del med last – og den last kan blive tung – så vi savner altså en elastik i ryggen.
Sugeevne: Ingen uheld! Ja ja, denne ble bliver virkelig tung og hænger virkelig meget, når den er fuld af våde varer, og vi føler, der skal handles hurtigt, når den bliver fyldt. Men vi kan ikke klage over lækager, for den holder faktisk på det hele, og tisindikatoren trækker gevaldigt op!
Pengene værd? Ja – på grund af prisen. Du får nemlig en virkelig billig ble, som i det store hele gør, hvad en ble skal kunne.
En god hverdagsble (4/6)
Rema 1000, Bleer, str. 6, 15+ kg, 40 stk., 59,95 kr. i Rema 1000.
Pris pr. stk.: 1,49 kr.
Design: Okay cute med små tegninger, som nogen dog har glemt at farvelægge. Bonus: De kan ikke ses gennem en hvid body. Minus: Gaaab for de små. Til gengæld er der kæmpe thumbs up for bløde vinger rundt om lårene. Og dobbelt kæmpe thumbs up for dansk produktion og ECO label!.
Pasform: Igen okay – for den fungerer fint og er dejligt fleksibel. Men den er også stor, så på de allermindste testere karter bleen rundt. Måske fordi den mangler en elastik i ryggen og er meget lang. Det gode er, at der også er plads til de store mavser. Men øv, at den glider ned og hænger.
Sugeevne: Job well done – hos de største bletestere. Men hos de mindre unger sidder bleen ikke ordentligt til, og resultatet er forudsigeligt: De våde varer smutter ved siden af. Men den holder numsen tør, føles robust og har en tisindikator, som er så genial, når det hele går lidt stærkt. Tak!
Pengene værd? Helt klart – hvis dit barn matcher størrelsen til denne ble, får du en ble, der kan det, den skal, inklusive at være danskproduceret, dog uden at være virkelig wow.
Den gode natble (4/6)
Salling fri, Bleer, str. 6, 15-30 kg, 40 stk. 59,95 kr. i Bilka og Føtex.
Pris pr. stk.: 1,49 kr.
Design: Uhhhh, dejligt bløde bleer, det kan vi li’! En sød panda indikerer tydeligt, hvad der er for og bag, og det takker særligt bedsteforældrene for. Men vi kunne godt ønske os lidt mere farveballade for de små, der er ikke meget blikfang for børn. Bonus for god info om alle de vigtige mærkninger.
Pasform: Overraskende! For det er en af de større bleer, og den er også længere end de andre, så det ser hurtigt ud til, at den hænger helt nede om anklerne. Men faktisk sidder den rigtigt fint til og bliver, hvor den skal, selv under vilde tumlerier. Vi savner bare sådan en elastik i ryggen, tak.
Sugeevne: N-U-L uheld, hurra. Og det er ikke fordi, der ikke er plads til en god del våde varer i den ret store ble, som også kryber godt sydpå i læsset tilstand. Men denne ble er bare virkelig god til at absorbere og holde huden tør, kæmpe bonus – vi har fundet den perfekte ble til lange nætter.
Pengene værd? Uden tvivl, en god ble, der holder måsen tør, og så til en mere end rimelig pris. Pasformen er bare ikke perfekt til alle størrelser, men bedst til de lange hyl.
Den grønne ble (4/6)
Grøn balance Str. 6, 12-25 kg, 44 stk. for 59.95 kr. i Meny, Spar og Min Købmand
Pris pr. stk.: 1,36 kr.
Design: Ø-K-O, skriger denne enkle pakke. De grønne prikker er ikke børnevenlige, men emballage af genanvendelig plast og tydelige miljømærkninger er voksenvenlige, yes! Det er dog en ommer, at bleerne ikke kommer op med bunden først, og man kæmper med flere bleer hver gang. Øv.
Pasform: Wow, her imponerer denne ble med gode elastikker i benene og også i ryggen, hurra! Den bliver, hvor den skal, trods tumlerier, og der er ingen røde mærker. Hvis vi skal klage over noget, er det, at flapperne foran er ret små, og bleen er ret lille – den starter jo også fra 12 kilo!
Sugeevne: Jo jo... den holder faktisk på det, den skal, og den virker generelt mere robust, end den lige ser ud til. Den kan dog godt være udfordret på lange nætter, og vi vågner ofte til en lidt fugtig mås. Vi jubler dog over den tydelige tisindikator – den vil vi ikke undvære.
Pengene værd? Ja! Du får rigtig meget god ble for pengene og en perfekt pasform – men det trækker altså ned, at vi skal fumle sådan for at få bleerne op ad pakken.
Sidder godt (3/6)
Hello Sensitive Str. 6, 15-30 kg, 40 stk. for 59.95 kr. i Netto
Pris pr. stk.: 1,49 kr.
Design: Den er da meget fin, er reaktionen. Små blå fugle, overskuelig grafik, tydelig for og bag, så både unge og gamle kan finde rundt i det. Ja tak til det hele, men det er ikke sådan wow. Det er til gengæld kilospændet på 15 kilo – hold da op! Bonus for blødhed og reklame for nul parfume.
Pasform: Måske er der lidt meget wow her! For den er ret stor, denne her ble, men den har også elastikker i benene, plads til runde maver og en hel del flex, så den bliver, hvor den skal og falder kun lidt ned under pres fra nummer 1 og 2. Nul røde mærker og blødhed trækker også op, hurra.
Sugeevne: Uha, når mørket falder på, sker der desværre et lille uheld eller tre, og når solen igen står op, er der også en våd mås eller tre. Alt i alt kan bleen holde til en del, men den er bare ikke den bedste i natteble-konkurrencen, og det er selvfølgelig rigtigt ærgerligt.
Pengene værd? Ja da – en god, solid ble, der både føles blød og sidder rigtigt godt til en rigtig god pris. Men bedst om dagen.
OBS: Denne test er udgivet i magasinet Vores Børn nummer 5/2023.