83-årige Astrid Schmidt sælger keramik til Noma

”Velkommen i mit værksted.”

Astrid Schmidt er i blå kittel, da hun tager imod i fynske Asperup. Her bor hun i en nedlagt stationsbygning sammen med Poul, som hun har været gift med i 60 år. I huset har hun en afdeling helt for sig selv med drejebænk, ovn, alverdens pensler, pinde og skrabere, og hvad der ellers hører til et keramikværksted.

– Det er utrolig hyggeligt at sidde herinde og formgive leret og eksperimentere med at få den helt rigtige farve frem i glasuren, siger 83-årige Astrid – som dog aldrig havde regnet med, at én af Danmarks fineste restauranter ville finde hendes kreationer så interessante, at de bestilte et helt parti. Men det kommer vi tilbage til.

Alt for dyrt

Astrids interesse for keramik går tilbage til den jyske vestkyst, hvor hun som ung så en keramikudstilling og tænkte, at det kunne være sjovt at arbejde med ler. Ideen førte hende til kunsthåndværkerskolen i København, hvor hun lærte at dreje, formgive og blande glasurer. Samtidig måtte hun dog knokle med flere job, da hun skulle betale både skolepenge og materialer, og efter et år blev hun nødt til at give op.

– Jeg var ærgerlig over, at jeg ikke kunne fortsætte på skolen. Men så skete der jo noget andet spændende. Keramikken lå dog hele tiden i baggrunden, men ikke som et stort og uopfyldt savn, understreger Astrid.

Hun kan se tilbage på et arbejdsliv som lærer på blandt andet Askov Højskole og Middelfart Friskole, hvor hun også var leder i en årrække, og alle stederne underviste hun i kreative fag, herunder keramik. Hun valgte dog at holde op som 63-årig, for nu havde hun lyst til selv at bestemme over sin tid. I første omgang gik det bare ikke ret godt.

– Det var for ensomt, siger Astrid. Derfor oprettede hun en billedskole for børn i Middelfart, men efter fem-seks års undervisning nogle dage om ugen var hun klar til at lade sig fuldtidspensionere.

Den grønne kande

Nu kunne man så tro, at det var tid for Astrid blot at læne sig tilbage og nyde sit otium, men sådan gik det ikke helt. Ofte er det nemlig i keramikværkstedet, hun har allermest lyst til at opholde sig. Her bruger hun plantedele og skaller i sit arbejde og lader sig inspirere af naturens fantastiske former, og her står skåle med aftryk af strå og andre skåle og vaser drejet i et tykt lag ler med mønstre. Og så er der kander og krukker, som hun udelukkende har eksperimenteret med formen på og ellers ladet være glatte med glasurer, hun selv blander, og som kan indeholde alt fra aske fra naboens fyr til pulveriserede sten.

– Det sker, at jeg bliver skuffet over resultatet, men indimellem er der noget, der bliver rigtig godt, siger Astrid. Det er der nemlig, og Astrid finder den kande frem, som pludselig ændrede hendes produktion. Kandens smukke overflade med det grønlige skær har hun frembragt ved at blande ler fra en nærliggende klint i glasuren, og denne kande pynter ikke alene i Astrids værksted, men er også årsag til, at hun pludselig fik en bestilling fra den verdensberømte københavnske Michelin-restaurant Noma.

Astrids søn, der er møbelsnedker, havde udstillet kanden i sit showroom på Frederiksberg. Her blev den spottet af en stylist på jagt efter udstyr til Noma. Hun aflagde Astrid et besøg på værkstedet, drog af sted med flere kander, vaser og skåle – og vendte kort efter tilbage: Dem ville Noma gerne have mange flere af.

– Jeg går ikke så meget op i fine restauranter, men jeg havde da hørt om Noma og blev smigret. Det må jeg indrømme, siger Astrid.

600 stykke keramik

Men hun blev også realistisk: Så meget kunne hun ikke nå at dreje selv.

Derfor lavede Astrid prototyper af de forskellige stykker keramik, som derefter blev drejet af bornholmske pottemagere. Men hvordan omsætter man lige noget, man går og nulrer med derhjemme i sin pensionisttilværelse, til en større produktion? De bornholmske keramikere havde for eksempel behov for at vide, hvor tyk Astrid lavede en bestemt glasur, og hertil lød hendes svar: ”Som en god kærnemælkssuppe.”

– De vidste ikke, hvad kærnemælkssuppe var, siger Astrid.

– Og når de spurgte, hvor mange sekunder jeg holdt keramikken i glasur suppen, kunne jeg heller ikke svare, for jeg dypper det jo bare lige. Det har været besværligt, og noget gik i fisk og måtte laves om, men det har også været en sjov proces.

Astrid var dog lettet, da de i alt 600 stykker keramik i februar blev afleveret til Noma – men også glad. Og det var da også en særlig oplevelse, da hun blev inviteret til middag i hovedstaden.

– Min søn var med, og vi kom ind i et stort, smukt rum, det var meget nordisk med lyst træ og store vinduer. Ned gennem hele lokalet stod et kraftigt bord, og der stod mine 50 kander på rad og række. Man bliver da lidt stolt, siger Astrid.

Folk vil købe

Hun er dog fast besluttet på, at hun aldrig mere vil lave noget på bestilling.

– Jeg bryder mig ikke om at have en deadline, som hun siger.

Alligevel har samarbejdet med Noma haft betydning for Astrids arbejde med keramikken i hendes eget værksted.

– At sælge min keramik har aldrig været vigtigt; det sjove er selve arbejdet med den. Men ordren til Noma har givet presseomtale, der har bevirket, at jeg er blevet inviteret med på flere udstillinger, og folk kommer og vil købe mine ting. Den interesse har givet mig endnu større lyst til at fortsætte, siger Astrid – og understreger, at også meget andet fylder i hendes liv.

– Ikke mindst min store familie. Jeg har fire børn og 13 børnebørn og har lige fået mit første oldebarn. Det er også fantastisk.