Nanna Burmeister

Deima Knitwear: "Mine sweatre skal holde i flere år"

Nanna Burmeister kan kun sidde stille, når hun er kreativ med sine hænder. I dag udlever hun sin kreativitet med strikbrandet Deima Knitwear, hvor hun leger med farvekombinationer og garnkvaliteter i sine designs, som hun gerne vil have holder i mere end en sæson.

Hvornår begyndte du at strikke?

– Jeg har altid strikket, syet, broderet og været kreativ med mine hænder. Det er den eneste måde, jeg kan sidde stille på. Rød stue på fritidshjemmet, helt klassisk, var der, jeg holdt til. Jeg lærte at sy af en skøn pædagog, og det er jeg hende evigt taknemmelig for. Der startede min kærlighed til at lave tingene selv, og ikke mindst til at tænke kreativt.

Hvornår begyndte du at sælge dine trøjer?

– Jeg fik en fiks ide om en simpel mohair-trøje og en cardigan i nogle gode farver i efteråret 2017, hvor vi – til mit held – havde et strikkeforløb på mit studie som tekstilformidler. Så havde jeg pludselig en masse tid til rigtigt at lege med skønne farvekombinationer, garnkvaliteter med mere. Indtil da havde jeg kun brugt mohair som følgetråd, så det var pludselig noget nyt, der skulle testes.

Ved siden af studiet arbejdede jeg i tøjbutikken Leah Maria, hvor jeg har været on/off de seneste fem år. Min chef har samme uddannelse og knuselsker strik, som jeg selv. Vi så en mulighed i de håndstrikkede trøjer og startede med at sætte dem til salg i butikken. Nu kommer de snart i flere butikker, kan jeg afsløre, og jeg er så spændt på Deimas fremtid.

Hvad lægger du vægt på i dit design?

– Jeg er ikke ude på at opfinde den dybe tallerken. Jo, jeg kan da godt synes, det er vildt spændende rent strikketeknisk at dykke ned i de lidt mere udfordrende ting, men i forhold til Deimas filosofi er det vigtigste uden tvivl farverne.

Jeg nægter at være ”safe”, når det gælder farvevalgene, og jeg har min egen tilgang til farvesammensætninger, som, jeg tror, kun giver mening i mit hoved. Som udgangspunkt vil jeg gerne udfordre mig selv og inkorporere farver, jeg slet ikke bryder mig om. For det skaber noget mere unikt og sjovt. Alle kan lave tone i tone, douce rosa farver i min optik.

Her bruger jeg selvfølgelig enormt meget af min lærdom fra studiet, hvor man lægger stor vægt på farveteorier og farvelære. En masse vikleprøver og et hav af garnnøgler, der bliver lagt op ved siden af hinanden. Jeg ved altid, hvad jeg kan lide, når jeg ser det. Og hvis jeg er i tvivl, bruger jeg Johannes Ittens farveteorier til bedre forståelse af kombinationerne.

Hvordan skaber du opmærksomhed omkring dine styles?

– Der er ingen tvivl om, at Instagram gør det meget nemt at få sine ting ud. Det er et fantastisk medie, ganske gratis. Jeg tænker ikke over at ”opstille” min profil, farvekoordinere den eller lignende. Mine billeder er uredigerede, så farverne fremstår så ægte som muligt, og det er i det hele taget en ganske ærlig Instagram-profil. Det tror jeg, de fleste kan relatere til. ”Strikkescenen” er enormt stor på Instagram, og der er så mange, der henter inspiration her.

Hvor finder du inspiration til dine modeller?

– Det er en stor inspiration at gå i min lokale garnbutik, Nicoline Garn, der ligger lige ved siden af min søns børnehave. Her kan jeg gramse på garn i timevis, og at se farverne sammen i levende live inspirerer mig meget. For det meste opstår mine ideer som følge af noget, jeg selv synes, jeg mangler. Jeg elsker at gå med strik og blev endda kaldt Strik-Nanna på mit arbejde længe før, jeg strikkede til mig selv. Hvis jeg synes, jeg mangler noget, laver jeg det. Alle prototyper til Deima bruger jeg selv i stor stil.

Hvilken trøje er din største sællert?

– Det må være den klassiske Deima-cardigan, både med brede og smalle striber. Den er let som en fjer, fungerer både i koldt og varmt vejr og kan nemt stoppes i et stofnet uden at krølle. Om vinteren dur den som et af de mange lag, man jo skal have for at holde varmen, og om sommeren som en jakke over en fin kjole.

Jeg vejleder altid kunderne om pasformen, og hvad deres behov er, men som udgangspunkt synes jeg, den er smukkest taljekort og med 3/4 ærmer, så den får et feminint udtryk. Efter cardiganen, vil jeg sige, at min Yoke-sweateren (med mønster-bærestykke) og min mohair-T-shirt også har vakt en del opmærksomhed. I vinter var min bestseller helt klart den bløde, chunky mohair-beanie.

Hvad er vigtigt i forhold til dine kunder?

– Jeg bruger enormt meget tid på at afstemme kundernes behov, når de køber direkte hos mig. Hvilke farver de ønsker, og hvordan de er bygget, så pasformen og det endelige udtryk bliver helt, som de ønsker. Det tager 25-30 timer at producere en trøje, og garnet er en eksklusiv kvalitet.

Det betyder, at prisen er en anden, end hvis den var maskinproduceret, så det er vigtigt for mig, at kunderne bliver tilfredse med resultatet. Så holder trøjen forhåbentlig også flere år. Jeg ønsker ikke, at de skal købe den, blot for at smide den ud igen få år efter. Den kultur er jeg ikke tilhænger af. Pas på dine ting, køb med omhu. Hellere få lækre ting end en masse skrammel.

Nanna Burmeister