Strik selv: Flagermusbluse med snoninger
Det giver en superflot effekt, at blusen er strikket fra side til side, og at snoningen derfor kan gå i ét langt stræk fra håndled til håndled.
**
Flagermusbluse med snoninger
Str.: S (M) L (XL).
Hoftevidde: 86 (92) 102 (112) cm.
Vingefang (3/4-ærme): 130 (132) 134 (136) cm.
Hel længde: Ca. 56 (58) 60 (62) cm.
Garn: Bella, 5 (5) 6 (6) ngl ecru (fv nr. 02) fra Permin.
Kvalitet: 75 % mohair/20 % uld/5 % polyamid. 50 g = 145 meter.
Pinde: Rundp nr. 5 (40 og 80 cm) og rundp nr. 6 (80 cm).
Strikkefasthed: 14 m og 22 p i glatstrik på p nr. 6 = 10 x 10 cm. Passer strikkefastheden ikke, må der prøves med finere eller grovere pinde.
Udtagning: Saml tværlænken mellem 2 m op, og strik den dr r.
Indtagninger: Indt foretages ved at strikke 2 m sm indenfor yderste m.
Bemærk: Modellen strikkes på tværs fra side til side i glatstrik med en fletning tværs over skulderpartiet og en fletning på tværs ca. 5 cm over linningen.
Diagrammer: Diagrammerne viser alle p, første p i diagrammerne er r-siden af arb.
Tip ved opsamling af masker: Strik alle m drejet på 1. p efter opsamlingen, så bliver kanten mere fast.
Forstykke: Beg ved højre ærmekant. Slå 22 (22) 24 (24) m op på p nr. 5 (slå op på 2 p, så opslagningskanten ikke bliver for stram). Strik 5 p rib (1 r, 1 vr). På næste p skiftes til p nr. 6, og der påbegyndes en fletning efter diagram A over de første 16 m på p, resten af p strikkes i glatstrik. Fortsæt lige op med fletning over de 16 m og glatstrik over de øvrige, og tag samtidig ud til hhv. flagermusærme og skulder således: til flagermusærme: Tag 1 m ud i arb’s højre side (set fra r-siden) på hver 4. p 11 (10) 9 (7) gange (se Udtagning), herefter på hver p 45 (49) 51 (56) gange. Samtidig, når der er 33 (36) 37 (40) glatstrikkede m før fletningen set fra r-siden, påbegyndes den nederste fletning ifølge diagram B. Lav den første snoning af m, så snart der er 11 m dvs. nok til det (dvs. på 11. p i Diagram B) – bemærk, at snoningerne af m ikke nødvendigvis foretages på samme p som på den øverste fletning. Samtidig tages ud til skulder: Tag 1 m ud i slutn af 15. p og herefter på hver 16. p (dvs. i arbejdets venstre side/slutn af p fra r-siden af arb) i alt 7 gange. Når der er 85 (88) 91 (94) m på p, strikkes 2 (2) 4 (4) p lige op efter den sidste udt til skulder. Nu strikkes halsudskæringen i arb’s venstre side (mens der fortsat strikkes lige op i arb’s højre side = langs blusens nederste kant): Luk af i begyndelsen af næste p fra vr-siden af arb og herefter på hver 2. p for 4, 2, 1, 1, 1 (4, 2, 2, 1, 1) 5, 3, 1, 1, 1 (5, 3, 2, 1, 1) m. Strik 32 p lige op – sørg for at slutte med en p fra vrsiden af arb. Nu tages ud i halsudskæringens modsatte side ved at slå flg. nye m op i slutn af den flg. p, og derefter på hver 2. p – 1, 1, 1, 2, 4 (1, 1, 2, 2, 4) 1, 1, 1, 3, 5 (1, 1, 2, 3, 5) nye m (der er nu igen 85 (88) 91 (94) m på p). Herefter strikkes den anden halvdel af forstykket spejlvendt af den første halvdel ved at tage ind til hhv. ærme og skulder således samtidigt: Tag 1 m ind til ærme i arb’s højre side (fra retten) på hver p (se Indtagning) 45 (49) 51 (56) gange, herefter på hver 4. p 11 (10) 9 (7) gange. Til skulder tages ind i arb’s venstre side/slutn af p fra r-siden af arb således: Efter at have strikket 2 (2) 4 (4) p lige op tages 1 m ind på næste p og herefter på hver 16. p i alt 7 gange (= 22 (22) 24 (24) m på p). Skift til p nr. 5, og strik 5 p rib (1 r, 1 vr), og luk samtidig løst af på sidste p.
Ryg: Der startes ved venstre ærmekant og strikkes som forstykket, hvor den eneste forskel på hhv. ryg og forstykke er halsudskæringens dybde.
Halsudskæring: Luk af i begyndelsen af den flg. p fra vr-siden af arb og herefter på hver 2. p for 2, 1, 1, 1, 1 (2, 2, 1, 1, 1) 3, 2, 1, 1, 1 (3, 2, 2, 1, 1) m. Strik 32 p lige op – sørg for at slutte med en p fra vr-siden af arb. Nu skal halsudskæringen afsluttes ved at slå flg. nye m op i slutn af næste p og herefter på hver 2. p: 1, 1, 1, 1, 2 (1, 1, 1, 2, 2) 1, 1, 1, 2, 3 (1, 1, 2, 2, 3) m.
Montering: Sy skulder- og sidesømme – pas på ikke at stramme sømmen, så den kommer til at rynke. Halskant: Saml på rundp nr. 5 ca. 70 (74) 78 (82) m op langs halsudskæringen. Strik 5 omg rib (1 r, 1 vr), og luk samtidig løst af på sidste p.
Blusens nederste kant: Saml på rundp nr. 5 ca. 120 (128) 142 (156) m op langs blusens nederste kant. Strik 11 omg rib (1 r, 1 vr ), og luk samtidig løst af på den sidste p. Hæft alle ender.
Se diagrammet til flagermusbluse med snoninger her
Hendes Verden nr. 46/2014
► SE OGSÅ: Skøn stribet bluse med flagermusærmer
► SE OGSÅ: Grøn bolero med flagermusærmer
► SE OGSÅ: Laksefarvet bluse med flagermusærmer