Ville dit barn også elske at få en strikketante?

Hvad gør man som pædagog, der gerne vil give børnene i en skolefritidsordning mulighed for at lære at strikke eller lave andet håndarbejde, der kræver god tid til det enkelte barn – men ikke har den tid? Og hvad gør man som håndarbejdsinteresseret kvinde, der brænder for at give sine færdigheder videre til en ny generation – men ikke har nogen at lære fra sig til?

På Egholmskolen i Vallensbæk har man lavet en aftale med 10 kvinder, som har fået titel af såkaldte strikketanter. Det er håndarbejdsglade kvinder, der kommer på besøg i skolefritidsordningens krea-rum og hjælper børnene med nål og tråd, garn og strikkepinde.

Da Hendes Verden lægger vejen forbi, er det mest nål og tråd, der er gang i. Det eneste strikketøj på bordet tilhører strikketanten, Inger Flindt, selv.

– Jeg kom lidt før, børnene fik fri fra skole, og sad og strikkede, mens jeg ventede på dem, fortæller 70-årige Inger.

Mere når hun ikke at sige, for pigeflokken omkring bordet er ivrige efter at komme i kontakt med hende:

– Vil du hjælpe mig med at få tråden i nålen?

– Jeg er færdig med den her farve, hvad skal jeg så gøre?

– Ser det her ikke mærkeligt ud?

Inger får lynhurtigt trådet nålen for den ene. Forklaret den anden, at hun skal vælge en ny farve at sy med. Og filtret tråden ud for den tredje.

Tålmodighed er en dyd

Mens pigerne, der i alderen seks til otte år, syer videre, fortæller Inger, hvordan hun voksede op med både en mor og en bedstemor, der strikkede, og selv lærte det af sin mor som seksårig. Hele livet har hun både strikket, hæklet og syet on/off. Men hun har ikke fået givet kunsten videre til næste generation i familien. For selv om Ingers datter faktisk fik lært at strikke, tabte hun hurtigt interessen. Og børnebørnene var små, var Inger travlt beskæftiget med sit arbejde som laborant.

– Men nu hvor jeg er gået på pension og har tiden til det, er det sjovt og hyggeligt at være med her. Jeg synes, det er godt for børn at lave håndarbejde. De lærer at bruge deres hænder, og så kræver det tålmodighed, som, jeg også synes, er en dyd, der er god at lære, siger Inger.

Her de første måneder, hvor hun og de andre strikketanter har hjulpet til i krea-rummet, er det mest syning, der har optaget pigerne – og det er næsten udelukkende piger, der vælger at komme her.

– Jeg oplever ikke, de helt har tålmodigheden til at strikke. Måske er de lidt for små. Så går det bedre med syprojekterne, der hurtigere bliver til noget, siger Inger.

Rundt om bordet broderer en enkelt pige mønstre på en gulvklud, der skal blive til en pude, de fleste andre sidder med såkaldte broderihjerter, som er hjerter i kraftig karton med huller, de kan sy mønstre i.

Syvårige Olivia Strini Sørensen har lige fået hjælp til at hæfte en tråd og har valgt en ny farve i kassen med garn.

– Jeg vidste slet ikke, at sådan nogle hjerter fandtes, før strikketanterne viste mig det. Det kan være ret svært at starte på en ny tråd, så det er godt, man kan få hjælp, siger Olivia.

Hun følger opmærksomt med, mens Inger viser, hvordan hun kan sno tråden rundt om det, hun allerede har syet, så den sidder fast.

Fingernemme småpiger

Inden Olivia syer videre, fortæller hun, at hun faktisk godt kan strikke.

– Jeg strikker derhjemme og er i gang med et halstørklæde til min lillebror. Det var min bonusmors mor, der lærte mig det, og jeg troede, det var rigtig svært. Men så fandt jeg ud af, at jeg godt kunne, fortæller hun.

Inger nikker:

– Flere børn har fortalt mig, at de godt kan strikke en lille smule. Det er altid en bedstemor, der har lært dem det.

Hun håber, at flere af børnene vil fatte strikkepindene i efterårssæsonen. For at hjælpe det lidt på vej har hun besluttet at forberede nogle små strikkeprojekter, de kan blive hurtigt færdige med.

– Jeg tænker, at det kan fastholde deres interesse, at de kan se, der kommer noget ud af det, siger hun.

At børnene har fingerfærdighederne til at lære at strikke, er Inger ikke i tvivl om.

– Jeg har set dem arbejde med nogle meget små perler sammen med pædagogen. Det er de utroligste mønstre, de kan lave. Det overraskede mig lidt, siger hun.

Olivia fortæller om sin farmor der kan strikke, mens hun ser fjernsyn. Det, synes hun, er rigtig sejt. Inger forklarer, at sådan gør hun også, men råder dog Olivia til indtil videre at kigge på sit strikketøj, mens hun arbejder med det.

– Jeg ved jo ikke, om Olivia eller nogen af de andre piger, der kommer her, ender med at blive strikkere. Men jeg håber det. Og tror det også. At strikke er meget oppe i tiden, og de fleste af børnene er rigtig gode til det kreative. Jeg glæder mig over at være sammen med dem. Det er hyggeligt snakke med dem og høre om deres oplevelser i skolen, og så betyder det noget for mig at give strikkefærdighederne videre – fordi jeg selv har så stor glæde af at strikke, siger Inger.