Chunky strik

Denne chunky sweater kan du strikke på bare 2 dage

Super chunky og meget nem sweater, som kan strikkes på to dage.

De hurtige, hovedløse impulskøb er afløst af en stigende kærlighed til tøj, der er håndlavet og fremelsket med omhu og tålmodighed. Og rigtig mange af os vil tilmed gerne selv strikke det. Er du en af dem, så glæd dig over, at du her – helt eksklusivt – får opskriften på en skøn, chunky strik.

Denne super chunky og meget nemme sweater kan strikkes på to dage på pind 15. Husk at købe ekstra garn, hvis du ønsker længere ærmer. Denne er strikket med dobbelt Big Merino, men man kan også strikke den med 3 tråde SuperOtto, en tråd Ingenious Big, 2 tråde Alma eller 3 tråde Dolce Mohair.

Chunky strik

Garn: 2 tråde Big Merino fra Katia 80 m/100 g; eller 1 tråd Ingenious Big 60 m/100 g; eller 2 tråde Alma fra Katia; eller 4 tråde Dolce Mohair fra Mondial

Str: XS (S) M (L) XL (XXL)

Overvidde: 122 (133) 145 (162) 184 (206) cm (blusens vidde - ikke din)

Længde: 46 (50) 54 (58) 62 (66) cm

Ærmelængde: 19 (21) 23 (25) 27 (29) cm

Garnforbrug: 750 (850) 900 (1000) 1200 (1350) meter garn (kun det halve, hvis du strikker med en tråd)

Pinde: 60 cm rundpind 12 mm samt 15 mm (afhængig af strikkefastheden)

Strikkefasthed: 7 m x 11 p på p. 12 eller 15 = 10 x 10 cm

Niveau: Nybegynder

Læs kun dette, hvis du ønsker en større halsåbning:

Hvis du strikker en stor størrelse, og du synes, at din halsåbning bliver for lille til den bredere rib, kan du vælge at strikke 6 pinde rib i halsen i stedet, eller lave denne større halsåbning på forsiden: Luk for de midterste 4 masker i stedet for de midterste 2. I så fald bliver dine skuldre også hver især 1 m mindre i hver side, og det betyder, at du skal lukke ryggens midterste 8 masker af 4 pinde før i stedet for 3 pinde før og have en ekstra pind med en aflukket maske i stedet for kun at lukke 1 m af på 3 pinde. Det giver sig selv, når du når til halsåbningen. Så læs dette igen, hvis du altså ønsker en større halsåbning.

Chunky strik

Forside

Slå 42 (46) 50 (56) 64 (72) masker op på pind 12 og strik 7 (7) 8 (8) 9 (10) pinde rib. Skift til p 15 retstrik og strik løst til forsiden måler 37 (41) 45 (49) 53 (57) cm.

Luk for de midterste 2 masker, og strik hver skulder op for sig. Luk 1,2,2,1, masker i venstre sides halskant (Luk altså på både ret og vrangpinde), så du har 14 (16) 18 (21) 25 (29) m tilbage på halsen og skulderen er 4 pinde høj. På højre skulder lukker du af for 2,1,2,1 maske - fordi du starter med retpind fra halsåbningen mod skulderen.

OBS: Når du strikker mod halskanten lukker du af ved at strikke de to sidste masker ret sammen, og når du strikker væk fra halsen, lukker du de to første masker af helt almindeligt. Lad begge skuldres masker sidde på hver deres maskeholder eller en ekstra pind.

Chunky strik

Ryg

Strik ryggen magen til men luk først for de midterste 8 m, når din ryg er 3 pinde kortere end din færdige forside.

Luk derefter for 1,1,1 m (altså en maske på hver pind både ret og vrangpinde) i hver side af halsen og lad skuldermaskerne sidde på hjælpepinde.

Strik begge skuldre sammen således: Sæt hver skulders 2 hjælpepinde ved siden af hinanden i venstre hånd, og strik en maske fra hver pind ret sammen. Strik endnu to masker løst ret sammen og hiv den første sammenstrikkede maske over (almindelig aflukning!) Pas på, at det ikke bliver for stramt lukket af.

Halsrib

Slå ca. 38-40 masker op i halskanten på en 60 cm 12 mm rundpind og strik 6 (6) 7 (7) 8 (9) p rib. Luk løst af. halsåbningen er ens for alle størrelser, og kun ribkantens bredde varierer. Med mindre du har valgt at strikke en lidt større hals som beskrevet.

Chunky strik

Ærmer

Læg forside og ryg fladt udstrakt. Saml 25 (27) 29 (31) 33 (35) m op langs siderne til ærmer således: Tæl 12 (13) 14 (15) 16 (17) vrangpinde ned fra skulderen og begynd der. Saml en maske op ved hver af de 12 (13) 14 (15) 16 (17) vrangpinde på forsiden. Saml 1 maske op ud for skuldersyningen og 12 (13) 14 (15) 16 (17) m op ned ad ryggen ved ryggens vrangpinde.

Strik ret til ærmet er 13 (15) 16 (18) 19 (20) cm langt.

Skift til pind 12 og strik 6 (6) 7 (7) 8 (9) pinde rib.

Luk ærmekanten løst af.

Sy sider og under ærmerne sammen med madrassting.