Prins Christian horoskop

Horoskop: Sådan bliver kong Christian (når han bliver stor)

Hvordan bliver prins Christian mon som konge? Det har astrolog Caritas Fischer et bud på efter at have læst prinsens fødselshoroskop, som er en tegning af himlen ved hans præcise fødselstidspunkt.

Prins Christian er født i Vægtens tegn med det mest kongelige af alle tegn på ascendanten: Løven. Da ascendanten beskriver vores fremtræden og væremåde overfor andre, ser det ud til at falde prins Christian helt naturligt at indtage en kongelig rolle i offentligheden.

Kombinationen af Vægt og Løve er perfekt til en, som på en eller anden måde lever af at møde mennesker. Vægten bringer diplomati, charme og takt, mens Løven sørger for, at man elsker opmærksomhed og forstår at underholde. Her er sans for det dramatiske! Prins Christian lærer nok hurtigt, hvordan man gør entré og holder fast i andres opmærksomhed. Han bliver sandsynligvis en karismatisk og meget vellidt mand.

Intellekt og privatliv

Da hans Sol i Vægten står i 3. hus, vil han gennem livet finde sin identitet gennem intellektuel læren og nysgerrighed. Han kommer jo også fra en familie af intellektuelle lufttegn: kronprinsesse Mary er Vandmand og kronprins Frederik, prins Joachim og prins Henrik er/var Tvillinger. Det giver derfor også mening, at prinsen læser på universitetet, som sin far gjorde.

På trods af Christians meget sociale og "luftige" ydre, har han dog to betydningsfulde planeter i vandtegn: Merkur i Skorpionen og Månen i Fisken. Placeringen af disse tyder på, at han hurtigt må lære at sætte grænser omkring sit privatliv. Som voksen er det sandsynligt, at han næsten aldrig taler om sit privatliv i offentligheden, fordi han tidligt i livet er blevet såret af en sådan åbenhed.

Månen i Fisken er faktisk den placering, som har sværest ved at sætte grænser omkring sine følelser. Dette bliver en af de største udfordringer for en som ham, som færdes så meget blandt mennesker. Han bliver simpelthen så dybt påvirket af andre, at han overtager deres følelser. Denne empati kan han bruge i socialt velgørende arbejde, men han kan også opleve, at det dræner ham for meget.

Månen i Fisken tyder også på kreativt talent. Han har en kunstners instinkter, og kan meget vel have mere eller mindre skjult talent indenfor en kunstart - måske musik. Det er dog ikke klart, om han holder det helt for sig selv eller om han, som dronning Margrethe, kommer til at bruge sine talenter offentligt. Dette kommer helt an på, om han føler at kunsten blotter ham for meget.

En fremtidig partner

Prinsens forhold til pligt kan til tider være problematisk. Det tyder på, at han i sin opvækst kan være lidt bange for det ansvar, som venter, og han kan opleve isolation på grund af denne frygt. Med alderen bliver han bedre til at forstå, at ikke alting er hans ansvar, og han vil lære at slappe mere af, men dette sker nok ikke, før han er godt over 30 år gammel. 

Det tyder på, at en romantisk partner kommer til at spille en rolle i denne accept af pligt og ansvar. Da han er Vægt, er det generelt meget vigtigt for ham at finde en partner i livet, som han kan vende alting med. Uden en sådan partner kan han nemt komme til at føle sig alene og overvældet.

Da Venus står i Skytten, ser det ud til, at Christian vil gøre som det meste af sin familie og finde sin partner i udlandet. Han vil elske at rejse og lære af andre kulturer, og tiltrækkes derfor også af en, som kan udvide hans horisonter. Hans idealpartner skal være eventyrlysten, filosofisk og nytænkende - gerne lidt af en hippie!

Venus står i 4. hus, så han foretrækker bestemt også at holde sit kærlighedsliv privat. Det bliver vigtigt, at en romantisk partner skal accepteres af familien, og at han selv kan videreføre sin slægt. Selvom partneren altså meget gerne må være selvstændig og måske lidt rebelsk, er det afgørende for ham, at de passer ind med familien.

Det er ikke kun kærlighed, som Christian finder på rejser. Der er noget med at se ud over landegrænser og forstå menneskeheden, som drager ham på et dybt plan. Han har det store perspektiv og lyst til at gøre en forskel for mange, og dette kan meget vel være noget, som han kommer til at anse som sit livs mission.

Rejser repræsenterer også frihed og plads til at være sig selv. På denne måde vil en forbindelse til et andet land, f.eks. gennem ægteskab, være meget attraktivt for ham. 

Og hvad bliver Kong Christian så kendt for?

Det allermest offentlige punkt i horoskopet, som fortæller om ens status i verden, står i Tyren. Det betyder, at mange vil opfatte Christian som en rimelig traditionel og rolig mand, som ikke forsøger at ændre på status quo. I det hele taget ser det ud til, at prins Christian fortsætter sin families eksempel: Han bliver en intellektuel og åbensindet kronprins og konge, som nok har en særlig interesse i at støtte kunst og kultur. Det er usandsynligt, at der sker store forandringer i kongehuset under hans indflydelse, men det er næsten helt sikkert, at Christian vil blive en internationalt vellidt og diplomatisk frontfigur, hvis første ønske er at sprede ro og harmoni.

Astrolog Caritas Fischer

  • Caritas Fischer er en anden-generations-astrolog, som bor og arbejder i København.
  • Caritas udbyder personlige sessioner, hvor hun læser klientens fødselshoroskop med henblik på at give dem tiltro til dem selv, deres evner og potentialer.

Læs mere om Caritas på hendes hjemmeside.

Astrologen forklarer: Sådan har jeg gjort

Denne artikel er baseret på en læsning af prins Christians fødselshoroskop, som er en tegning af himlen ved hans præcise fødselstidspunkt.

Fødselshoroskopet

Læses ved at se på, hvilke tegn de forskellige planeter står i og deres forhold til hinanden. Derved kan man beskrive den grundlæggende personlighed samt personens udfordringer, potentialer og talenter.

Ascendanten

Er det tegn, som er ved at stå op i den østlige horisont, når man bliver født; derfor kaldes det rising sign på engelsk. Ascendanten skifter tegn ca. hver 2. time. Ascendanten beskriver ens ydre og den identitet, som man præsenterer overfor andre.

Soltegnet

Er det tegn, som Solen står i ved fødslen. Solen skifter tegn hver 30. dag. Soltegnet beskriver, hvad der giver en livskraft, og hvordan man bruger sin vilje og selvstændighed i verden.

Månetegnet

Er det tegn, som Månen står i ved fødslen. Månen skifter tegn ca. hver 2. dag. Månetegnet beskriver ens instinkter, hvad der giver en tryghed, samt ens måde at give og modtage omsorg.