Det er ikke første gang, Philip May kommer til skade på en scene. Første gang ødelagde han sit knæ til en "Paradise" fest, og i dag slog han sin tå i "Vild med dans".
- Da vi skulle ind til at starte med og sige hej til publikum, der skal jeg hoppe op fra scenen, og så tror jeg, der er noget, jeg kan hoppe ned på, og så lander jeg lige på tåen, fortæller Philip efter showet, hvor han dansede videre til tredje liveshow med Camilla Dalsgaard.
Heldigvis for Philip er Sara Lygums mand tilstede. Han er læge, og han kom ud og tilså Philip.
- Han rykkede lige i den og vurderede, den ikke var brækket. Jeg fik lagt is på og tapet den, og jeg fik en større sko, forklarer Philip, der på baggrund af det var klar på en omdans, men sådan gik det ikke.