Om de fem aldrende popsild fra hedengangne Spice Girls blot er gæster, eller om de skal krænge sangsjælene ud med sjæleren '2 Become 1', er uvist. Men alt tyder på, at de fem engelske kendisser har fået en invitation til årets royale begivenhed i England – selveste prins Harry og Meghan Markles bryllup.
Den store nyhed røbede 42-årige Melanie Brown, også kendt som 'Scary Spice', i et amerikansk talkshow. Udover at invitationerne er i hus, afviste Brown dog at fortælle yderligere om omstændighederne, idet hun allerede havde talt over sig.
Om de skal optræde vides ikke, mens Spies Girls er i hvert fald med, når det royale par skal giftes til foråret. (Foto: Brian Rasic / Getty Images)
Et faktum er det dog, at Spice Girls gentagne gange har været i kontakt med det engelske kongehus, endda på en måde som mange vil betegne som upassende.
I 1997 brød både Melanie Brown og Geri Halliwell etiketten, da de valgte at give prins Harrys far, prins Charles, store kys på kinden – og mens Melanie Brown efterspurgte en middagsinvitation og foreslog prinsen, at han skulle få en tungepiercing, fortalte Halliwell ham, at hun fandt ham ”meget sexet”.
Senere samme år var 13-årige prins Harry også med, da han sammen med sin far mødte de fem sild i Johannesburg, og den unge prins var øjensynligt begejstret for mødet. Når de ses igen i maj, tyve år senere, er det forhåbentlig den blændende brud, Meghan Markle, der får Harrys kinder til at blusse. Og Meghans nye sviger-papmor, hertuginde Camilla, vil formentlig stå i vejen for, at der sker flere tilnærmelser til prins Charles.