Cheesecake med chokolade

Små fine chokoladecheesecakes

Bag selv de fine cheesecakes med chokolade i små portionsforme eller ramekinskåle. Server dem med chokoladesauce og chokoladespåner på toppen.

8-10 små cheesecakes

Ingredienser

  • Bund:
  • 200 g digestivekiks
  • 2 spsk. kakaopulver
  • 3 spsk. sukker
  • 100 g smeltet smør
  • Fyld:
  • 600 g flødeost
  • 2 dl piskefløde
  • 100 g sukker
  • Korn af 1 stang vanilje
  • 4 æg
  • 200 g mørk chokolade
  • Chokoladesauce:
  • 100 g mørk chokolade
  • 50 g smør

Sådan laver du cheesecake med chokolade

  1. Miks kiks, kakaopulver, sukker og smør sammen i en foodprocessor. For 8-10 små ramakinskåle (runde porcelænsforme) med bagepapir. Har du ikke det, så kan du bruge 16 kraftige hvide papirmuffinforme.
  2. Kom kiksemassen i bunden af formene, og pres det sammen med bagsiden af en ske. Stil bundene tildækket i køleskabet, mens du forbereder fyldet.
  3. Pisk flødeost, fløde, sukker og vaniljekorn. Pisk æggene i et ad gangen, nemmest med en håndmikser.
  4. Hak og smelt chokoladen over vandbad eller i mikroovn. Rør den smeltede chokolade i osteblandingen. Kom ostechokoladefyldet over kiksebundene.
  5. Stil kagerne i ovnen ved 160 gr. i ca. 50 min. på midterste ovnribbe. Afkøl kagerne, og stil dem tildækket i køleskab 4-5 timer eller evt. natten over. Tag kagerne forsigtigt ud af formene. Fordel dem på portionstallerkner.
  6. Smelt smør og chokolade sammen til en chokoladesauce. Hæld saucen over kagerne. Pynt evt. med chokoladespåner (se tip).
  7. TIP:
  8. Sådan laver du chokoladespåner: Smelt 75 g mørk og 75 g mælkechokolade sammen, og smør det ud på bagepapir i en firkant 30x20 cm. Når det er næsten stivnet, kan du med en skrællekniv eller ostehøvl høvle chokoladen, så der dannes fine spåner. Pynt kagerne med dem.
PRØV OGSÅ:Cheesecake crumble