Cocktails med mælk

Snehvide julecocktails med mælk

Det er ikke kun din julemorgenkaffe eller risalamande, der har glæde af en sjat mælk eller fløde, for både mælk, fløde og sågar smør kan snildt bruges i cremede, fede og forførende cocktails. Her får du bartender Hardeep Rehals bud på to snorlige cocktails, der holder 100% på hvidjulsbarometeret.

Den rutinerede bartender fra cocktailbaren Blume og indehaver af Cocktailsolutions.dk, Hardeep Rehal, har udviklet to mejericocktails for Mejeriforeningen, der giver ”hvid jul” en hel ny mening. 

hardeep-bartender.jpg

Som Hardeep forklarer: ”Mælk og mejeriprodukter i drinks er egentlig ikke særligt eksotisk. Alt, hvad du har i dit køkken, kan jo bruges i drinks. Et langt stykke hen ad vejen, er indholdet i dit køkken de samme ingredienser, du har i en bar, hvor der blot er lidt flere likører og spiritusser. Anvender du mælk, fløde eller smør i dine drinks, får du både tilsat lidt naturlig sødme (særligt fra mælken), og ellers bidrager de med en helt særlig tekstur, mundfølelse og fedme, som du ikke får andre steder. Og så kan mejeriprodukterne tilføre noget basisk, som de færreste andre ingredienser kan. Fx er frugtdrinks ofte meget syretunge.”

Måske er det Hardeeps naturvidenskabelige baggrund fra DTU, der gør, at tilgangen til cocktails minder lidt om en kemilektion, hvor syre-base reaktioner på skoleskemaet. Og her kan mejeriprodukterne altså bidrage med noget, som andre råvarer har vanskeligt ved.

Her får du to skønne bud på lækre cocktails med mælk og fløde, der kan gøre din juletid ekstra snehvid og god:

White Russia på en ny måde:  Blume Black & White

vodka-med-maelk.jpg

Ingredienser:

5 cl. vaniljevodka

4 cl. Jerseymælk

3 cl. sukkerlage

4-5 stk. sorte oliven

Sådan gør du:

Vaniljevodka: Tag en vaniljestang, skær den på langs og læg den i en flaske vodka. Lad den trække i min. 24 timer, og ryst jævnligt. 

Sukkerlage: Kog halv sukker og halv vand sammen under omrøring, indtil sukkeret er opløst. Hæld på flaske og stil på køl.

Så til dine drinks:

Kom de sorte oliven ned i en shaker, og mos med en morder. Kom herefter resten af ingredienserne i shakeren sammen med isterninger og shake hårdt i 25 sek.

Hæld indholdet igennem en ekstra fin sigte, over i et lavt glas fyldt med isterninger.

Garnér med et par sorte oliven på toppen.

Gin and milk: Hardeeps Nordic Milk Soda 

Her er udgangspunktet at skabe et modspil til protein og fedt i form af syre.

gin-med-maelk-havtorn.jpg

Ingredienser:

5 cl. gin

5 cl. sødmælk

3 cl. havtornsirup

danskvand

Havtornsirup:

Halvfrosne havtorn og halv sukkerlage blendes sammen.

Sigt væsken igennem en fin sigte. Hæld på flaske og stil på køl.

Ryst hver gang før brug.

Det er vigtigt, at sukkerlagen er kold, inden du blender den med havtorn, ellers mister man friskheden og syren fra havtornen.

Nu til din drink:  

Hæld gin, havtornsirup og mælk i en shaker sammen med isterninger og shake i 20 sek.

Sigt indholdet over i et højt (highball) glas fyldt med isterninger, og top resten op med danskvand. 

TIP: Slip af med ondt i halsen - kom smør i din romtoddy

Hardeeps pro-tip til ondt i halsen er fx: Lav en stærk romtoddy og slut af med en stor klat smør, eller kryddersmør med kanel, ingefær og kardemomme, der bare smelter lige så stille ned i din rom – og i din hals. Så er du hurtigt klar igen.

Om Mejeriforeningen

Mejeriforeningen er det danske mejeribrugs brancheorganisation, der varetager de danske mejeriers interesser.