Cremet citronfromage fra Hjemmet

Cremet citronfromage

Luftig og lækker dessert med et drys lakrids.

Min salige mormor kunne noget med fromage, og hun havde to varianter, der aldrig slog fejl: romfromage og citronfromage. Sidstnævnte var min favorit som barn, og som voksen elsker jeg at servere den luftige og syrlige dessert, mens jeg sender hende et par kærlige tanker.

Jeg ved ikke, hvad hun ville sige til lakrids på toppen og lidt limesaft sammen med citronsaften. Men jeg synes, det giver lidt ekstra friskhed og et moderne tvist. Er du til en rendyrket mormordessert, udelader du det blot.

4 personer

Arbejdstid: 25 min.

Kogetid: 8-10 min.

Stivnetid: 2 timer

3 æggeblommer (pasteuriserede) 

½ stang vanilje

2 citroner (økologiske, saften heraf) 

½ lime (saften heraf) 

75 g sukker

50 g smør

3 blade husblas

1 tsk. citronskal

3 dl piskefløde

Drys:

lakridspulver

1. Læg husblassen i koldt vand i ca. 5 min.

2. Kom æggeblommer med kornene fra vaniljestangen, citron- og limesaft, sukker og smør i en gryde over svag varme. Pisk, til blandingen er tyk og cremet.

3. Knug vandet af husblassen, kom husblassen i æggeblandingen, og lad den smelte heri.

4. Tag gryden af varmen, og lad blandingen køle af til stuetemperatur.

5. Tilsæt fintrevet citronskal.

6. Pisk fløden til skum, og vend den i blandingen med en dejskraber (gem lidt til pynt).

7. Hæld fromagen i portionsglas eller en fin skål, og pynt med lidt flødeskum (evt. sprøjtet ud med en sprøjtepose med stjernetylle). Lad fromagen størkne et par timer i køleskabet. Drys med lakridspulver ved servering.

Tip: Har du lidt fromage til overs (inden fromagen størkner), kan du hælde det i ispindeforme og fryse det. Uhm!