Falafel – krydrede kikærtedeller
Giv din shawarmabar kamp til stregen med disse hjemmelavede falafler.
De eksotiske vegetardeller er super anvendelige til bl.a. pitabrød, tortillas og sammen med en god, fyldig salat med f.eks. couscous eller bulgur.
Jeg foretrækker en krydret falafel med masser af smag af friske krydderurter og selvfølgelig chili.
Hvis du gerne vil skrue ned for mængden af kød, kan jeg kun anbefale dig at prøve disse falafler. De smager skønt, mætter godt og får dit køkken til at dufte af 1001 nat.
4 personer
Arbejdstid: 20 min.
Stegetid: 10 min.
Iblødsætning: 12 timer
400 g tørrede kikærter (eller 1 dåse kogte)
2 fed hvidløg
1 løg
1 bundt bredbladet persille
3 spsk. frisk koriander
3 tsk. spidskommen
1 lille chili (f.eks. piri piri)
1 æg
2 spsk. citronsaft
1 tsk. fintrevet citronskal
1 æg
3 spsk. rasp (gerne pankorasp)
½ tsk. bagepulver
salt og peber
½ dl olie (til stegning)
1. Læg kikærterne i blød natten over (hvis du bruger tørrede kikærter).
2. Afdryp kikærterne, og kom dem i en blender sammen med alle de øvrige ingredienser. Blend til en fin eller grov fars – alt efter smag.
3. Lad farsen hvile i en halv times tid i køleskabet.
4. Varm olien godt op, form falafelfarsen til små frikadeller på størrelse med en valnød. Læg dem på panden og tryk dem lidt flade. Steg falaflerne i ca. 5 min. på hver side. Smager bedst frisklavede, men kan også spises kolde, evt. med lidt citronsaft.
Tip: Falafler kan også frituresteges.