Festkage med franske makroner
En lækker moussekage af hvid chokolade og lime i selskab med de søde små franske makroner i forskellige farver.
1 kage, 10 personer
Ingredienser
- Arbejdstid: 1 time
- Bagetid: ca. 15 min. (længere, hvis man selv ønsker at bage sine franske makroner/macarones. Se opskriften her)
- Størknetid: 2 timer (max 10 timer før servering)
- Lagkagebundene er fryseegnede
- 20-25 franske makroner (færdiglavede, f.eks. med mokka-, pistacie-, jordbær- eller citroncreme)
- Lagkagebunde:
- 2 æg
- 75 g sukker
- 50 g hvedemel
- ½ tsk. bagepulver
- Limemousse med hvid chokolade:
- 100 g hvid chokolade
- 1 lime (økologisk)
- 4 blade husblas
- 1 dl vand
- ½ dl limesaft
- 2 æg
- 2 æggeblommer
- 25 g sukker
- ¼ l piskefløde
- Pynt:
- flødeskum
Sådan laver du en fin festkage med macarons
- 1. Pisk æg og sukker stift og tyktskummende i ca. 10 min. med en håndmikser. Bland mel og bagepulver. Sigt det igennem en si, og vend det forsigtigt i æggemassen med en dejskraber, så dejen stadig er luftig.
- 2. Tegn 2 cirkler på 18-20 cm i diameter (eller så de passer til en 2-liters form eller skål, som kagen samles i), med blyant på bagsiden af bagepapir. Fordél dejen i et jævnt lag i cirklerne.
- 3. Bag bundene i ca. 15 min. ved 175 grader. Stik et træspid eller en lille kniv i en bund. Er der rå dej på, skal de bage videre. Afkøl på en bagerist.
- 4. Beklæd en 2-literskål med husholdningsfilm. Sæt 8 makroner op ad indersiden på formen, eller læg dem i bunden af skålen.
- Mousse:
- 1. Smelt forsigtigt stykker af hvid chokolade over varmt vandbad. Kom lidt fintrevet limeskal i chokoladen. Læg husblas i blød i koldt vand i 5 min. Knug vandet ud af husblasbladene.
- 2. Kog vandet op, tilsæt husblassen og rør, til den er opløst. Tilsæt limesaft.
- 3. Pisk æg, æggeblommer og sukker, til det er skummende – ca. 10 min. med en håndmikser. Pisk husblas- og limeblandingen i en stråle i skummet. Tilsæt smeltet chokolade, og vend straks letpisket flødeskum i moussen.
- 4. Hæld halvdelen af moussen i formen/skålen med det samme. Læg 1 lagkagebund ovenpå.
- 5. Sæt 8 makroner op ad siderne af formen, og hæld resten af moussen i, inden den størkner. Læg 1 lagkagebund på toppen.
- 6. Sæt kagen i køleskabet i ca. 2 timer, til den er helt størknet. Vend kagen ud på et fad, og fjern husholdningsfilmen.
- 7. Kom flødeskum i en sprøjtepose med stjernespids, og pynt kagen i kanten. Kom resten af makronerne på toppen med lidt flødeskum.