Min søn skulle have en legekammerat med hjem fra børnehaven, så jeg ville overraske dem med lidt lækkert. Min mands nye ismaskine er allerede flittigt i brug, så den stod parat til en omgang børneis.
Prøv også min opskrift på hjemmelavede flødeboller med hindbærskum - TRYK HER
Drengene gjorde store øjne, da jeg vendte det meste af en bakke flødeboller i iscremen, så de kunne næsten ikke vente, til maskinen var færdig. De satte en god portion flødebolleis til livs, men heldigvis blev der lidt til overs – den kan nemlig også spises af voksne.
Har du ikke en ismaskine, kan du hælde iscremen i en form og sætte den i fryseren. Rør i den jævnligt, til den er frossen, for at undgå krystaller.
Ca. 1 liter
Arbejdstid: 20 min.
Indfrysningstid: ca. 35 min. (med ismaskine)
Fryseegnet
4 æggeblommer (evt. pasteuriserede)
80 g rørsukker
10 g vaniljesukker
2½ dl sødmælk
2½ dl piskefløde
ca. 10 flødeboller (med eller uden kokos)
Tilbehør: evt. vafler, flødeboller og friske jordbær
1. Pisk æggeblommer, sukker og vaniljesukker let og skummende. Tilsæt mælk under konstant omrøring.
2. Pisk fløden til let skum, og vend den i æggeblandingen.
3. Hæld iscremen på ismaskinen.
4. Fjern bunden fra flødebollerne, mos flødebollerne let sammen med en gaffel, og hæld dem i iscremen 5 min. før, isen er færdig.
5. Kugl evt. isen op, og servér i isvafler med en flødebolle på toppen. Du kan også servere isen med friske jordbær.
Tip: Dyp evt. vaflen i smeltet, mørk chokolade og derefter i kokosmel.