Mors dag forkælelse: 5 forførende opskrifter med chokolade
Chokolade er den evige forfører, der lokker med smagseksplosioner og søde øjeblikke, så hvorfor ikke gi' den gas på mors dag? Forkæl dig selv eller din mor med 5 fantastiske opskrifter på de lækreste kager og tærter, du hverken kan eller bør sige nej til...
Verdens bedste og lækreste chokoladetærte. Opbevares tærten på køl, holder den sig fint i mange dage, hvis den altså ikke allerede er blevet spist...
Tid: ca. 45 min. plus hvile- og bagetid
Til ca. 12 pers.
Tærtedej:
150 g hvedemel
50 g flormelis
100 g smør
1 æggeblomme
Chokoladecreme:
3 dl piskefløde
Annonse
300 g mørk chokolade
40 g smør
50 g hasselnøddeflager
Kom hvedemel i en skål sammen med sigtet flormelis. Smuldr smørret heri, og saml dejen hurtigt med æggeblommen.
Pak dejen ind i husholdningsfilm, og læg den i køleskabet i ca. 30 min., før den rulles ud.
Tænd ovnen på 200 grader.
Rul mørdejen ud mellem to stykker bagepapir, så den passer i størrelsen til en tærteform på ca. 22 cm i diameter.
Fordel dejen i en smurt tærteform, og skær overskydende kanter af. Prik bunden med en gaffel, og læg et stykke bagepapir over dejen. Fyld med tærtekugler eller tørrede bønner, og bag bunden i ca. 15 min.
Fjern tærtekugler og bagepapir. Er bunden for lys i kanten, bages den yderligere et par minutter. Tærtebunden er nu klar til brug.
Kom fløden i en gryde, og varm op, til den når kogepunktet.
Hak chokoladen, og kom den i en skål. Hæld fløden over, og rør godt, til chokoladen er smeltet, og cremen er ensartet. Pisk smørret i cremen, og fordel den på den forbagte tærtebund. Lad kagen stå på køl mindst et par timer.
Rist hasselnøddeflagerne, til de er gyldne, og drys dem over kagen før servering.
CHOKOLADETRØFFELKAGE
Kagebundene lægges sammen med fyldig og cremet ganache. Stænk gerne bundene med lidt Cointreau, hvis kagen primært er til voksne.
Annonse
Tid: ca. 30 min. plus bagetid
Ca. 12 stk.
Kagebunde:
4 æg str. L
125 g sukker 9
90 g hvedemel
30 g kartoffelmel
½ tsk. bagepulver
2 spsk. kakaopulver
Evt. lidt Cointreau
Ganache:
250 g mørk chokolade
2,5 dl piskefløde
Tænd ovnen på 180 grader.
Pisk æg og sukker hvidt og skummende ca. 10 min. – brug en håndmikser.
Bland hvedemel med kartoffelmel, bagepulver og kakaopulver, og sigt det i æggemassen. Fold forsigtigt dejen sammen med en dejskraber. Det er vigtigt, at det foregår forsigtigt for at bevare den indpiskede luft i æggemassen.
Tegn 2 cirkler (ca. 25 cm) på 2 stykker bagepapir, og læg dem på to bageplader. Fordel forsigtigt dejen på cirklerne, og bag dem i 8-10 min., til de er gyldne i overfladen. Alternativt kan dejen fordeles i to springforme på ca. 25 cm i diameter foret med bagepapir.
Afkøl kagebundene, og tilbered ganachen imens.
Hak chokoladen, og kom den i en skål. Kom fløden i en gryde, og varm op, til den når kogepunktet. Hæld den lune fløde over chokoladen, og rør til en blød ensartet creme. Stil cremen til side, indtil den er smørbar.
Stænk eventuelt kagerne med Cointreau. Læg dem sammen med halvdelen af ganachen, og top med resten.
Annonse
HVID CHOKOLADEMOUSSE MED APPELSINMARINEREDE BROMBÆR
Skift den klassiske mørke chokolademousse ud med en mindst lige så lækker og luftig hvid chokolademousse.
Tid: ca. 30 min. plus tid til afkøling og marinering
Til 6 pers.
2 blade husblas
6 pasteuriserede æggeblommer (svarer til 3 bægre)
50 g sukker
150 g hvid chokolade
2½ dl piskefløde
Appelsinmarinerede brombær:
50 g sukker
1 dl appelsinsaft
revet skal af 1 økologisk
appelsin
125 g brombær
Læg husblas i blød i koldt vand i ca. 10 min.
Pisk æggeblommer med sukker til en æggesnaps.
Hak chokoladen, og smelt den i en skål over vandbad. Pisk fløden til skum.
Tag husblassen op af vandet, og smelt den ved svag varme i det vand, som hænger ved.
Rør chokoladen i æggemassen. Vend dernæst med den smeltede husblas og til sidst fløden.
Fordel moussen i portionsglas, og lad den stivne i køleskabet i ca. 4 timer.
Kom sukker og appelsinsaft i en lille gryde, og kog op, til sukkeret er opløst. Tilsæt revet appelsinskal, og hæld lagen over bærrene. Lad bærrene marinere et par timer.
Top moussen med brombær og appelsinlage inden servering.
CHOKOLADESMØR
Nutella, go home! Rør dit eget chokoladesmør med en skøn smag af ristede nødder, og forbered dig på, at glasset bliver hurtigt tømt.
Tid: ca. 30 min.
1 stort glas
100 g hasselnødder
2 dl piskefløde
50 g mørk chokolade
150 g flødechokolade
25 g smør
Tænd ovnen på 180 grader.
Læg nødderne på en bageplade med bagepapir, og rist dem i ovnen, til de er gyldne og dufter – det tager 10-15 min.
Tag nødderne ud, og nulr skallerne af.
Kom de afskallede hasselnødder i en blender, og hak dem fint.
Kom fløden i en gryde, og varm op, til den når kogepunktet.
Hak de to slags chokolade, og kom dem i en skål. Hæld fløden over, og rør godt, til chokoladen er smeltet, og cremen er ensartet. Pisk smørret i, og vend til sidst hasselnødderne i.
TIP
CHOKOLADESMØR HOLDER SIG FINT ET PAR UGER, HVIS DET OPBEVARES I ET GLAS MED TÆTSLUTTENDE LÅG I KØLESKABET.
TØSECHOKOLADEKAGEN
Den ultimative tøsechokoladekage smager intenst af chokolade, er lækker klæg og indeholder knasende valnødder. Toppes kagen med en sød icing og sukkerblomster, kan den næsten ikke blive mere tøset.