Gulerodskage med skyrcreme og sukkersyltede gulerødder fra Hjemmet

Gulerodskage med skyrcreme og sukkersyltede gulerødder

Bag en saftig gulerodskage med knasende hasselnødder, en frisk skyrcreme på toppen og sukkersyltede gulerødder som pynt.

Min søn har fået sin første kartoffelskræller, så hans helt store interesse er i øjeblikket at skrælle kartofler og gulerødder – helst så meget, at der kun er en lille kartoffel- eller gulerodskugle tilbage…

Prøv også min opskrift på Ginger beer - TRYK HER

For at stimulere hans nye køkkenpassion, besluttede jeg mig for at lave en gulerodskage sammen med ham. Det kostede så en hel pose gulerødder, men han hyggede sig så længe.

Min version indeholder ristede hasselnødder, der giver lidt at tygge på. Jeg har endnu ikke lært at sætte pris på rosiner i bagværk, men hvis du er til den slags, kan du tilsætte ½ dl bløde rosiner sammen med nødderne. For at friske cremen lidt op, har jeg tilsat skyr.

Jeg kan godt lide, at man har en idé om, hvad man skal til at sætte tænderne i – blot ved at se på en kage. Derfor har jeg syltet nogle tynde strimler gulerod i en sukkerlage, og brugt dem som pynt.

Forhåbentlig bliver du lige så begejstret for kagen som min søn og jeg.

Gulerodskage med skyrcreme og sukkersyltede gulerødder

Arbejdstid: 50 min.

Bagetid: ca. 50 min.

50 g hasselnødder

300 g brun farin

1 dl olie (neutralt smagende) 

½ vaniljestang

2 æg

150 g mel

1 tsk. bagepulver

1½ tsk. stødt kanel

1½ tsk. stødte nelliker

¼ tsk. salt

200 g gulerødder

Sukkersyltede gulerødder:

1 gulerod

1 dl vand

½ dl sukker

½ citron (øko)

Skyrcreme:

150 g flødeost naturel

50 g skyr

50 g flormelis

25 g smør (blødt) 

½ vaniljestang

½ citron (øko) 

1. Rist nødderne ved 175 grader i 10-12 min. Afkøl nødderne, og nulr hinderne af – evt. i et viskestykke. Hak nødderne groft.

2. Pisk farin og olie sammen i en skål.

3. Flæk vaniljestangen med en skarp kniv, skrab kornene ud, og kom dem i skålen. Pisk æggene i – ét ad gangen.

4. Sigt mel, bagepulver, kanel, nelliker og salt sammen i en skål, og vend det i blandingen.

5. Skræl gulerødderne, riv dem groft, og vend dem i dejen sammen med nødderne (gem evt. 1½ spsk. nødder til pynt).

6. Hæld dejen i en smurt springform (ca. 20 cm i diameter), og bag kagen ved 180 grader i 50-55 min. Tjek, om kagen er færdigbagt ved at stikke en lille, spids kniv ned i midten af kagen. Hænger der rå dej på, skal kagen bage lidt længere. Afkøl kagen på en bagerist.

Sukkersyltede gulerødder:

7. Skræl guleroden. Skær den i lange, tynde strimler med en tyndskræller eller på et mandolinjern.

8. Kom vand og sukker i en gryde, og bring det i kog. Tag gryden af varmen.

9. Riv citronskallen fint, og pres saften ud. Kom skal og saft i sukkerlagen sammen med gulerodsstrimlerne. Lad dem trække i ½-1 time. Afdryp dem godt i en si, og dup dem evt. tørre i et stykke køkkenrulle.

Skyrcreme:

10. Pisk flødeost sammen med skyr, flormelis, små klatter af blødt smør, vaniljekorn, fintrevet citronskal og 1 tsk. citronsaft – brug gerne en håndmikser.

11. Fordél cremen på den helt afkølede kage, og pynt med sukkersyltede gulerødder og evt. lidt hasselnødder.

Tip: Kagen holder sig saftig og frisk på køl i ca. 5 dage – tag den ud en ½ time før servering, så smager den af mere.