Julepostej til julefrokosten

Julepostej til julefrokosten

Velsmagende julepostej toppet med sprødt æble, bacon og persille - perfekt til julefrokosten. Opskriften giver en stor portion, men du kan fryse den rå postej, så du har til alle juledagene.

ca. 2,5 liter - beregn ca. 1 dl pr. person

Total:35 minutter

Ingredienser

  • 2 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 2 æbler
  • 400 g kalvelever
  • 500 g hakket lever og spæk (frossen, optøet) 
  • 75 g mel
  • 2 æg
  • ¼ liter mælk
  • ¼ liter fløde
  • 1 spsk. frisk timian
  • 1 spsk. friskkværnet peber
  • 2 tsk. groft salt
  • 1 tsk. stødt allehånde
  • 1 tsk. stødt nellike
  • 1 tsk revet muskat
  • æblestykker
  • timian eller hakket persille
  • evt. 150 g bacon i skiver
  • rugbrød syltede rødbeder, syltede agurker, agurkesalat eller asier 

Sådan gør du:

  1. Pil løg og hvidløg. Skræl og udkern æbler. Hak først løg og hvidløg fint i en foodprocessor.
  2. Tilsæt æblestykkerne, og kør, til de er grofthakkede. Hæld det over i en skål.
  3. Hak kalveleveren i foodprocessoren, og rør det sammen med løgblandingen.
  4. Tilsæt hakket lever og spæk, mel, æg, mælk og fløde, og rør farsen godt sammen.
  5. Tilsæt krydderier, og hæld massen i små sylteglas, porcelænskokotter eller alu-forme.
  6. Sæt formene i en bradepande, hæld kogende vand ved, og sæt det i ovnen ved 180 grader i 40-45 min. Tjek med en kødnål, om de er gennembagte; kødsaften skal være klar.
  7. Servér postejerne varme, lune eller afkølede. Pynt med små æblestykker og frisk timian eller hakket persille, og evt. små stykker sprødstegt bacon. Giv rugbrød og surt til.

Tip

Du kan bage postejerne i forvejen, og lune dem i ovnen før servering. Du kan fryse de rå postejer, og bage dem direkte fra frost; beregn da ca. 15 min. mere i bagetid.