Den store juniorbagedyst er tilbage: Her er årets 10 deltagere
KLAR PARAT BAG: Igen i år overtager de unge kræfter bageteltet, når DR blænder op for ’Den store juniorbagedyst 2022. Lørdag den 30. april er ’Den store juniorbagedyst’ tilbage i dit TV, og i år er der endnu en gang lagt op til masser af hårdt arbejde, grin, gråd og fantastiske kagekreationer i bageteltet.
Sidste år fulgte vi Karl, Emma, Liva, Nora og alle de andre superseje, bageglade børn, når de lørdag efter lørdag jonglerede med mousser, kagebunde, glaze og bagte sig gennem den ene svære udfordring efter den anden. Og i år bliver ingen undtagelse, når dommerduoen bestående af Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo og vært Joakim Ingversen sammen med 10 dygtige og ikke mindst bageglade unger rykker ind i bageteltet.
I modsætning til sidste år er der i år castet 10 børn i stedet for otte, og det betyder også, at vi kan glæde os til hele otte programmer i modsætning til de seks, som DR sendte sidste år.
I det første program bliver der ikke stemt nogen ud, så finalen ender med at stå mellem fire af de dejlige og dygtige unger. Hvem det så bliver, kan vi kun gisne om – her kan du lære alle 10 børn bedre at kende.
De 10 seje unger, du kan møde i 'Den store juniorbagedyst 2022' er:
Adam 14 år
Adam er 14 år og bageteltets selvudnævnte chokoladenørd. Han bor i Brøndby med sin far, mor, lillebror og to hunde. Adam er ifølge sit eget udsagn ret nørdet, hvilket kommer til udtryk, når han graver sig ned i en masse teori omkring bagning, og når han selv gror figner, rabarber, passionsfrugter og masser af andre ingredienser til sine kager i baghaven.
Du kan følge Adam på Instagram her
Emilie 14 år
Emilie er 14 år og bor på Fanø sammen med sine forældre, sin lillesøster og hunden Vitello. Den bageglade fannik har boet på øen næsten hele sit liv og går meget op i øens historie og de smukke gamle folkedragter. Emilie har blandt andet brugt bagningen til at komme godt igennem en lang og sej coronanedlukning, hvor hun fandt ro i køkkenet ved at bage.
Du kan følge Emilie på Instagram her
Gustav 15 år
15-årige Gustav bor i Hillerød med sine forældre, sine to søstre og katten Rumle. Gustav samler på krystaller, og han kan ikke afvise, at han vil tage en krystal eller to med i bageteltet for at sprede god energi over kagerne. Om det virker, får vi at se, når juniorbagedysten starter.
Du kan følge Gustav på Instagram her
Mille 14 år
Mille er fra Sunds tæt på Herning, og hun bor på skift hos sin mor sammen med sin hund og hos sin far, bonusmor og lillesøster. I fritiden går Mille til spring, og hun elsker at udfordre sig selv både her, og når hun bager derhjemme. Noget af det hun glæder sig allermest til ved at være med i Den store juniorbagedyst, er sammenholdet og venskabet med de andre deltagere.
Du kan følge Mille på Instagram her
Palma 12 år
Bageteltets yngste deltager er Palma på 12 år, der kommer fra Herning. Her bor hun sammen med sin mor, far, lillesøster og hund. Palma elsker at bage, og hun er altid glad, når hun står i køkkenet. Den unge midtjyde elsker at komme ud i naturen og løbe orienteringsløb, og hun er overbevist om, at de evner hun bruger til her, også vil komme hende til gode, hvis der opstår pressede situationer i bageteltet.
Du kan følge Palma på Instagram her
Paula 14 år
14-årige Paula bor på Frederiksberg sammen med sin storesøster og mor, mens hendes far bor i Columbia. Paula elsker at nørde med processerne i bagning, og så er hun vild med at få nyt bageudstyr. Noget man godt kan fornemme, hvis man kigger i skabe og skuffer hjemme hos den bageglade teenager.
Du kan følge Paula på Instagram her
Sabina 16 år
Den ældste deltager i Den store juniorbagedyst i år er 16-årige Sabina, der kommer fra den lille by Starup-Tofterup nær ved Grindsted. Her bor hun med sin med mor, far, storebror og hundene Palle og Krølle. Sabina er ret perfektionistisk og elsker, når kagerne har ’en flot finish’. Selvfølgelig skal de også smage godt, men hvis kagen ikke er pæn, så har den bageglade teenager fra Sydjylland ikke lyst til at servere den.
Du kan følge Sabina på Instagram her
Sarah 12 år
12-årige Sarah bor sammen med sin far, mor og lillesøster i Kolding, og hun elsker at gå i køkkenet og afprøve nye bageteknikker. Sarah er glad for gode råvarer, og så elsker hun at brænde energi af ved at dyrke kick boxing. Hun regner med, at den udholdenhed hun bruger, når hun kick bokser, vil komme hende til gode, når hun står i pressede situationer i bageteltet.
Du kan følge Sarah på Instagram her
Thea 15 år
Thea på 15 år bor i Græsted på en bondegård sammen med sin far, mor og lillesøster. På gården bor også familiens to hunde, katten Simba, en masse høns og Theas fine hest Figaro. Hesten er ifølge Thea præcis lige som hende selv, uperfekt og samtidig helt perfekt. Og vært Joakim Ingversen foreslår da også Thea, at hun skal tage Figaro med i bageteltet på et tidspunkt. Men om det bliver til noget, vil tiden vise…
Du kan følge Thea på Instagram her
William 13 år
13-årige William bor på skift hos sin mor i Hillerød og sin far i Hornbæk. Den bageglade nordsjællænder drømmer om at blive konditor en dag og få sit helt eget konditori, der kan slå La Glace. Allerede sidste år drømte William om at komme med i Den store juniorbagedyst, men var med sine egne ord ’slet ikke god til at bage’. Det har han så siden rådet bod på ved at bage tre gange om ugen hele sidste år for at blive bedre, og nu står han sammen med de ni andre deltagere klar i bageteltet i Den store juniorbagedyst 2022.
Du kan følge William på Instagram her
Læs meget mere om Den store bagedyst
-
Anelise fra bagedysten: ”Det er ikke bare for hyggens skyld, når vi skal tilbage i teltet og bage næste uge”
-
Sæþór fra bagedysten: At græde over en kage?!? Det forstår jeg SÅ godt nu!
-
Frederik fra bagedysten: ”Jeg har fået så meget positiv respons på netop den kage”
-
Tilde fra bagedysten: ”Jeg blev meget skuffet over mig selv efterfølgende”
-
Årets bagedystvinder: Nu må kærestens Vild med dans-trofæ vige pladsen
-
Den store bagedyst 2021: Her er de 10 deltagere
-
6 ting om Markus Grigo, som du (måske) ikke vidste
-
5 facts om bagedystdommer Katrine Foged Thomsen
-
Jesper er stemmen i "Den store bagedyst": Spændingen skal kunne høres
-
Mød manden, der tager opvasken i "Den store bagedyst"
-
Bagedyst-Lena: Jeg vil gerne gå i front for at sprede glæde
-
Både far & datter har været med i Bagedysten: Mød dem her
-
Den store juniorbagedyst 2021: Her er årets 8 deltagere
-
Den store bagedyst vender tilbage: Særlig jubilæumsudgave i år