Katrine Foged Thomsens kransekagehus

Nemt og lækkert: Sådan laver du bagedystdommerens smukke kransekagehus

Kransekage er nemt at lave og smager fantastisk - også selvom det har stået fremme i lidt tid.

1 hus

Total:1,5 time

Ingredienser

  • 400 g marcipan
  • 200 g sukker
  • 10 g æggehvider

Glasur

  • 200 g flormelis
  • ca. 20 g æggehvider
  • sukkerkugler i forskellige størrelser
  • små grankviste og kristtjørn
  • evt. mini-marengskys

Fremgangsmåde

  1. Bland marcipan, sukker og æggehvider. Massen skal være lidt fast. 
  2. Vej 3 klumper af massen af på 130 g og rul klumperne ud i pølser på 50 cm. Bank dem flade med hånden og modeller derefter pølserne, så de får den karakteristiske form, der er lidt smallere på toppen end i bunden. Form 3 firkanter på 8 x 12 cm af pølserne. 
  3. Rul den resterende masse ud i 1/2 cm tykkelse og skær to tagplader, der hver måler 8 x 16 cm. Tag en lille klump fra, du kan bage som skorsten, hvis du vil have sådan en på huset. 
  4. Tænd ovnen på 190 grader. Bag de firkantede kransekager og tagpladerne til de er lysebrune. Tag dem ud og lad dem køle af.
  5. Lav en tyk glasur af flormelis og æggehvider, og sprøjt glasur-tunger på de firkantede kransekager. Lad det tørre, og sæt de tre lag ovenpå hinanden. Saml taget med glasur og pynt det som du lyster, det kan feks. være med sne-glasur som her og gran, kristtjørn, sukkerkugler og minimarengs, der alle sættes fast i glasur.

Katrine Foged Thomsen er konditor og dommer i Den store bagedyst på DR. Hun bor i en villalejlighed i Brønshøj med sine teenagedøtre Agnes og Ida.