Krebs med dild og grillede citroner

Krebs med dild og grillede citroner

Hold et vaskeægte svensk krebsegilde.

4

Ingredienser

  • 6 liter vand
  • 1 dl salt
  • 1/2 dl sukker
  • 10 hele peberkorn
  • 5 dildskærme
  • 2 kg levende krebs (der kan også bruges frosne krebs, som er forkogte. Følg da anvisningen på pakken og spring disse kogeanvisninger over)
  • 4 citroner

Sådan gør du

  1. Bring vandet i kog sammen med salt, sukker, peber og dild i din allerstørste gryde. Kom halvdelen af de levende krebs i det spilkogende vand én efter én hurtigt efter hinanden, så vandet bliver ved med at koge. Så dør krebsene nemlig, så snart de rammer vandet. Kog dem ca. 3-4 minutter og tag dem op af vandet. Brug nu samme fremgangsmåde til den sidste omgang krebs. Tag til sidst gryden af varmen og kom alle krebs ned i den. Lad dem stå og trække i vandet, til de skal serveres – gerne 6-8 timer. Tag krebsene op af lagen umiddelbart inden servering.
  2. Skær citronerne i kvarte og grill dem på en varm grill (eller brug en tør stegepande) i 4-5 min. på hver side.
  3. Få mere inspiration til lækker mad på Altfordamerne.dk/opskrifter

Sådan spiser du krebs

Krop og hale trækkes fra hinanden. Det er halen, der er det sjoveste på krebsen, du skal bare huske at fjerne den sorte tarm i ”ryggen”. Du kan også få lidt ud af kløer og hovedskjold. Dryp krebsekødet med saft fra de grillede citroner.