Langtidsstegt lammekølle med tabbouleh
Denne lammekølle bliver efter en langtidsstegning så mør, at en kniv er overflødig. Server lammekøllen med en skøn tabbouleh fyldt med friske krydderurter.
6 personer
Ingredienser
- 5-6 nelliker
- 1 løg
- 2 kviste rosmarin
- 3 kviste timian
- 2-3 laurbærblade
- kødsnor
- 1 lammekølle, ca. 2 kg
- 2 hele hvidløg
- 1 belle de boskoop-æble
- 1 flaske gewurstraminer (sød hvidvin)
- salt, peber
- 2 dl bulgur
- 3 dl vand
- salt
- 1 agurk
- 1 granatæble
- 1 bundt bredbladet persille
- 1 bundt koriander
- 1 bundt mynte
- 1 dl olivenolien
- 1 citron
Sådan gør du:
- Lammekølle: Sæt nellikerne fast i løget. Bind krydderurterne sammen til en buket med kødsnor.
- Læg lammekøllen i en stegegryde sammen med løg og krydderbuket.
- Hæld vand på, til halvdelen af lammekøllen er dækket. Kog lammekøllen i 20-25 min.
- Tænd ovnen på 140 gr. Tag lammekøllen op af gryden, og læg den til side.
- Kassér lage, krydderbuket og løg. Tør gryden af, og læg lammekøllen tilbage i gryden.
- Pil hvidløgene, og tilsæt samtlige hvidløgsfed med ’frakken’ på i gryden. Skær æblet i grove stk., og kom dem i gryden. Hæld vinen over. Krydr med salt og peber.
- Dæk gryden til med pergamentpapir, herefter alufolie, og læg til sidst låg på gryden. Gryden skal være hermetisk lukket.
- Langtidssteg lammekøllen i ovnen 7 timer. Efter 3½ time, skal du vende køllen i gryden, lukke den hermetisk til igen og sætte den tilbage i oven. Køllen har nu afgivet en del saft og kraft i gryden.
- Vend køllen tilbage til første position efter yderligere 3 timer. Fjern papir og låg, og steg overfladen på køllen sprød og brun i ½ times tid.
- Tag gryden ud af ovnen. Læg lammekøllen til side på et spækbræt, og dæk let med folie.
- Skum fedtet fra kødsaften i gryden. Sæt gryden på blusset, og kog saucen med æble og hvidløgsfed ind til 1⁄3. Blend herefter saucen med en stavblender direkte i gryden, til den er blød og cremet. Hæld saucen i en kande.
- Tabbouleh: Kog bulgur efter anvisningen på emballagen, og afkøl den med koldt vand, si resterende vand fra.
- Skær agurken i tern. Halver granatæblet, og tag kernerne ud, undgå, at hinderne kommer med. Rør agurketern og granatæble i bulguren.
- Hak alle krydderurterne fint, og vend dem i salaten sammen med olivenolie og saften fra en citron. Smag til med salt og peber.
- Server lammekøllen og tabbouleh på et spækbræt med en ske og gaffel. Kødet er så mørt, at en kniv er overflødig.