Sund og lækker madpakke

Sund og lækker madpakke

Jo, vi skal til det igen efter ferien! Tænk kreativt, og fyld masser af sunde sager i madpakken, f.eks. tandoori-nuggets med sesamdip og masser af gnavegrønt.

Tandoori-nuggets:

1 kg kyllingebrystfileter

2 tsk. salt peber

2 dl græsk yoghurt 2 %

3 spsk. tandoorikrydderi

2 spsk. olie

Sesamdip:

2 tsk. tahin eller peanutbutter

1 spsk. græsk yoghurt 2 %

1 tsk. sojasauce

1 tsk. sesamfrø

evt. lidt sambal oelek (chilipasta) og citronsaft

Tilbehør:

½ supersød majs i skiver

½ dl blomkålsbuketter

5 centimeter agurk i stænger

1 gulerod i stænger

1 fuldkornspita

1 lille pære skåret i både og dryppet med citronsaft

1. Tænd ovnen på 225 grader. Skær kyllingekødet i tern på cirka 3 x 3 centimeter, og læg ternene i en skål. Kom salt, peber, yoghurt og tandoorikrydderi i skålen, og vend det rundt. Fordel kyllingeternene på en bageplade med bagepapir, og dryp med olie. Stil pladen i ovnen i cirka 20 minutter og tjek, at kødet er gennemstegt. De stegte kyllingenuggets kan holde sig i køleskabet i et par dage.

2. Rør ingredienserne til sesamdip sammen, og smag eventuelt til med sambal oelek og citronsaft. Kom dippen, 4-5 kyllingenuggets, søde majs, agurk, blomkål, gulerod og pære i hver sin beholder. Madpakken kan gøres klar om aftenen og opbevares i køleskabet til om morgenen.