Banankage a la marmorkage

Marmoreret banankage med KitKat og Maltesers

Næsten som en klassisk marmorkage, bare endnu bedre med banan og overdådige topping. Her er kagen nemlig pyntet med både rigtig chokoladeganache OG KitKat og Maltesers. Et sikkert hit hos både små og store slikmunde.

(8 personer)

Banankage:

  • 3 modne bananer
  • 100 g smør
  • 2 æg
  • 2 spsk. cremefraiche 18 %
  • 280 g hvedemel
  • 175 g rørsukker
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 1 tsk. natron
  • ¼ tsk. salt
  • 2 spsk. kakao
  • 3 spsk. mælk
  • 50 g mørk chokolade

Chokoladeganache:

  • 75 g mørk chokolade
  • ¾ dl piskefløde

Pynt:

  • 1 KitKat
  • 1 håndfuld Maltesers

Sådan gør du:

  1. Banankage: Tænd ovnen på 175 grader, og beklæd en aflang bageform på ca. 25x11 cm med bagepapir.

  2. Skræl bananerne, og mos dem med en gaffel.

  3. Smelt smørret. Rør bananmos, smeltet smør, æg og cremefraiche sammen i en skål.

  4. Bland mel, sukker, vaniljesukker, natron og salt, og rør det tørre sammen med det våde med en gaffel.

  5. Hæld ca. ⅓ af dejen over i en anden skål. Rør kakao og mælk sammen i en lille skål, og hak chokoladen fint. Rør kakaoblandingen og den hakkede chokolade i den lille portion dej.

  6. Fordel den lyse og mørke dej skiftevis i formen – start og slut med den lyse. Træk et træspyd eller en kniv gennem dejen, så den bliver let marmoreret.

  7. Bag kagen i 50 minutter, og afkøl den på en rist.

  8. Chokoladeganache: Hak chokoladen fint, og hæld den i en skål. Varm fløden op til kogepunktet i en lille gryde, hæld den over chokoladen, og lad det stå i 2 minutter.

  9. Rør med en dejskraber til en ensartet masse. Afkøl i 5 minutter, til ganachen har sat sig, men stadig er flydende. Hæld ganachen på kagen, og lad den gerne løbe ned ad siderne.

  10. Pynt med KitKat-stykker og hele og halve Maltesers
Banankage med KitKat og Maltesers.jpg