Morgenhorn

Hjemmebagt luksus: Morgenhorn med marcipan

Søde, lette og luftige er disse horn. De egner sig fint til frysning og kan derfor nemt lunestil morgenbordet. Her får du opskriften på de dejlige morgenhorn med en sød kerne af marcipan. Hvis du er vild med kærnemælkshorn, så vil du elske disse lækre lune horn på morgenbordet. Eller som en hyggelig lille eftermiddagssnack med en dejlig varm kop te eller kaffe til. Og husk - du kan sagtens bage en stor portion - hornene bliver nemlig ikke kedelige af at komme en tur på frost. Se her, hvordan du bager morgenhorn med marcipan.

ca. 16 stk.

Total:1 time 43 minutter

Arbejdstid:1 time 30 minutter

Ingredienser

  • 2 dl mælk
  • 50 g smør
  • 2 æg
  • 40 g gær
  • 3 spsk. sukker
  • 1 tsk. salt
  • ca. 450 g mel
  • lidt mere mel til udrulning
  • ca. 75 g ren, rå marcipan
  • 50 g sukker
  • tesukker til drys

Sådan bager du lækre morgenhorn med marcipan

  1. Smelt smørret, tilsæt mælken, og tag gryden fra varmen. Når væsken er fingervarm, hældes den i dejskålen sammen med 1 æg og 1 æggeblomme (gem hviden).
  2. Smuldret gær, sukker og salt tilsættes, og blandingen røres jævn.
  3. Melet tilsættes gradvis, og dejen, der skal være temmelig lind, æltes igennem. Den hæver ca. 45 min, vendes ud på bordet og æltes let.
  4. Rul dejen ud i en cirkel så stor som muligt, gerne i køkkenbordets bredde (55-60 cm).
  5. Lad den hvile 5-10 min., inden den skæres i 16 kiler.
  6. Marcipanen røres blød med halvdelen af den tiloversblevne æggehvide og røres jævn med sukkeret. En klat lægges på hver kile og de rulles sammen og lægges på pladen.
  7. Hornene efterhæver ca. 30 min., pensles med resten af æggehviden, drysses med tesukker og bages ved 210 gr. i 12-14 min.