Nemme supper der varmer
Hold kulden fra døren med dampende varme sunde supper. Vi serverer en skøn sød kartoffelsuppe med chorizo og en fyldig minestrone med butterbeans og parmesan.
Sød kartoffelsuppe med chorizo og spinat
De søde kartofler giver en fantastisk smag til denne fyldige, cremede og meget familievenlige suppe, hvor yoghurten sørger for lidt pikant syrlighed.
Tid: ca. 20 min. plus kogetid
(4 pers.)
500 g søde kartofler
1 bagekartoffel
100 g chorizopølse
1 rød chili
2 spsk. olivenolie
1-2 fed hvidløg
1 tsk. spidskommen
8 dl bouillon
1 dl græsk yoghurt 10 %
salt og peber
100 g babyspinat
Tilbehør:
groft brød
1.
Skræl begge slags kartofler, og skær i mindre stykker. Skær chorizopølsen i skiver. Flæk chilien, skrab kernerne ud, og hak chilien fint.
2.
Varm olien i en gryde. Svits kartofler, chili, presset hvidløg og spidskommen. Rør godt rundt. Hæld bouillon på, og lad suppen simre i ca. 15 min. til kartoflerne er møre.
3.
Steg chorizopølsen sprød på en pande i lidt olie.
4.
Tag gryden af varmen, og blend suppen med yoghurt. Smag til med salt og peber.
5.
Skyl babyspinaten, og afdryp.
6.
Server suppen toppet med sprødstegt chorizopølse, babyspinat og brød.
TIP:
DU KAN SAGTENS ERSTATTE CHORIZO MED BACON
Minestrone med butterbeans og parmesan
Minestrone er en fantastisk måde at få mange grønsager på. Du kan sagtens bruge suppen som en slags ‘tøm køleskabet’-suppe, hvor du bruger de grønsager, som du har.
Tid: ca. 20 min. plus kogetid
(4 pers.)
1 løg
2 gulerødder
1 courgette
3 stængler blegselleri
100 g bacon i tern
2 fed hvidløg
1 dl tør hvidvin
6 dl bouillon
2 dåser cherrytomater (kan erstattes af flåede hakkede tomater)
2 laurbærblade
1 dåse butterbeans
salt og peber
1 håndfuld persille
frisk revet parmesanost
1.
Hak løget. Skræl gulerødderne, og skær gulerødder, courgette og selleri i små tern.
2.
Steg bacon sprød i en stor gryde. Tag bacon op, og læg til afdrypning på et stykke fedt-sugende papir.
3.
Steg løg, presset hvidløg og de hakkede grønsager i ca. 5 min. under omrøring. Tilsæt vin, og lad det fordampe. Tilsæt dernæst bouillon, tomater og laurbærblade, og lad suppen simre under låg i ca. 10 min.
4.
Skyl, og afdryp butterbeans. Kom bønnerne i suppen sammen med bacon, og smag til med salt og peber. Server suppen med drys af persille og friskhøvlet parmesanost.
TIP:
SKAL SUPPEN VÆRE LIDT LETTERE AT SÆLGE HOS BØRNENE, KAN MAN OGSÅ KOGE 150 G PASTA MED I GRYDEN DE SIDSTE 10 MIN.