lagkage opskrift

Klassisk fødselsdagslagkage - vores bedste opskrift

En fødselsdag skal fejres med manér. Og en rigtig fødselsdagslagkage skal være med vaniljecreme, jordbær, et marcipanbånd, hjemmebagte lagkagebunde - og tændte lys. Her er opskriften på en skøn og klassisk lagkage efter alle kunstens regler!

12 personer

Ingredienser

Lagkagebunde:

  • 3 æg str. L
  • 1 æggehvide
  • 150 g sukker
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 75 g hvedemel
  • 75 g kartoffelmel
  • 1 tsk. bagepulver

Vaniljecreme:

  • 1 stang vanilje
  • 75 g sukker
  • 4 dl sødmælk
  • 2 spsk. majsstivelse
  • 2 æg
  • 1 æggeblomme

Endvidere:

  • ¼ liter piskefløde
  • 1 glas jordbærmarmelade (400 g)
  • 100 g makroner

Marcipanbånd:

  • 125 g marcipan
  • 50 g flormelis
  • 2 tsk. glukosesirup

Pynt:

  • Friske jordbær

  1. Lagkagebunde: Pisk æg og æggehvide luftigt med en håndmikser, og pisk sukkeret i lidt ad gangen. Pisk i 4-5 min., til en tyk og luftig creme, og pisk vaniljesukker i.
  2. Sigt mel, kartoffelmel og bagepulver, og vend det i æggemassen med let hånd. Fyld dejen i en smurt springform (22 cm), og bag kagen ved 180 grader i 35-40 min., til den er gennembagt. Afkøl kagen i formen.
  3. Vaniljecreme: Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud, og mos dem ud i sukkeret. Pisk vaniljesukker, mælk, majsstivelse, æg og æggeblomme sammen i en gryde, og pisk det over varmen, til det koger og tykner. Hæld cremen i en skål, drys lidt sukker på overfladen, og køl helt af.
  4. Pisk fløden til skum. Pisk vaniljecremen igennem, og vend flødeskummet i.
  5. Lagkage: Læg en bagering på et kagefad, og fór den indvendigt med kagefolie eller en strimmel bagepapir. Del kagen i 3 bunde, og læg en af dem i ringen på fadet. Smør først ca. 125 g marmelade på bunden og herefter ca. 250 g creme ovenpå. Drys med 50 g knuste makroner, og læg en kagebund ovenpå. Gentag med samme mængde marmelade, creme, makroner og kagebund.
  6. Pynt: Lun resten af marmeladen i en gryde, og si den. Hæld den smeltede marmelade på den øverste kagebund, og sæt kagen koldt i mindst 3 timer og helst til næste dag. Sæt også resten af cremen i køleskab.
  7. Marcipanbånd: Ælt marcipan, flormelis og glykosesirup sammen, og tril det til en lang pølse. Drys lidt flormelis på bordet, og rul marcipanen ud til et 8-9 cm bredt bånd, i ca. 75 cm's længde.
  8. Servering: Tag kagering og kagefolie af kagen. Læg marcipanen omkring kagen. Pisk det sidste creme tykt, og fyld det i en sprøjtepose. Pynt kagen med creme i kanten, og evt. jordbær.