Kokos-banan-parfait
En dejlig is med en gennemtrængende smag af både kokos og banan.
Ingredienser
- 150 g pecannødder
- 2 spsk kokossukker, fås i helsekostbutikker
- ½ tsk havsalt
- 2 modne bananer
- ½ lime, saften heraf
- 1 dåse kokosmælk
- 1 dl sojafløde, fås i helsekostbutikker
- 2 spsk akaciehonning
- 200 g mørk chokolade, grofthakket
- bananskiver til servering.
Sådan laver du kokos-banan-"parfait"
- Kom pecannødderne på en pande med kokossukker, havsalt og 1 spsk vand. Rist nødderne ved mediumhøj varme, indtil sukkervandet karamelliserer. Tag nødderne af varmen, og lad dem køle af på et stykke bagepapir.
- Blend bananer, limesaft og kokosmælk sammen. Pisk sojafløden til skum, (den vil ikke blive så stiv som flødeskum, men have en mere flydende konsistens) og vend den i blandingen. Vend halvdelen af de helt afkølede pecannødder og halvdelen af chokoladen i blandingen, og hæld den i en form. Frys parfaiten i mindst 8 timer, gerne natten over. Tag den ud og sæt den i køleskabet i en halv time før servering. Servér med resten af nødderne, chokoladen og friske bananskiver.
PRØV OGSÅ: Krydret chokolade-orange-sorbet