Krydret varm kakao - med flødeskum
Varm chokolade er det bedste at drikke, når vinden rusker, og vejret er koldt. Jeg holder mest af at bruge en chokolade med et ikke for højt kakaoindhold, så chokoladesmagen ikke bliver for kraftig.
Giver ca. 6-8 kopper varm kakao
Total:15 minutter
Ingredienser
- 1 liter letmælk
- 4 spsk rørsukker
- 1 vaniljestang, kornene heraf
- 125 g mørk chokolade
- 1 spsk usødet kakaopulver
- 1 knsp salt
- 1 hel stang kanel
- 1 stjerneanis
- 5 dl piskefløde til flødeskum
Sådan laver du krydret varm kakao
- Varm 1 dl af mælken op med rørsukker, kornene fra vaniljestangen, mørk chokolade, kakaopulver og salt, og rør, indtil blandingen er glat.
- Tilsæt resten af mælken sammen med kanel og stjerneanis, og lad forsigtigt den varme kakao varme op, til den er godt varm, men lad den ikke komme op at koge.
- Pisk fløden til blødt skum, og server med den varme chokolade.
- Top eventuelt med et lille drys kanel.