Pakkekage med sløjfe

Pakkekage med sløjfe

Marcipanpyntet kage.

8-10 personer

Ingredienser

  • 4 æg
  • 325 g sukker
  • 75 g smør
  • 2½ dl mælk
  • 325 g hvedemel
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 100 g hakket mælkechokolade
  • 1½ tsk. bagepulver
  • Pynt:
  • 1 marcipanlåg, fra Odense Marcipan
  • 1 portion figurmarcipan
  • gerne en silikonemåtte
  • majsstivelse el. flormelis
  • rød og grøn levnedsmiddelfarve, gerne pastafarver

  1. Pisk æg og sukker luftigt. Smelt smørret, og rør mælken i. Kom det i æggemassen. Bland hvedemel, vaniljesukker, chokolade og bagepulver, og vend det i æggemassen. Hæld dejen i en form (20 x 20 cm) foret med bagepapir. Bag kagen ca. 45-50 min. på midterste ovnribbe ved 175 gr. Stik et spyd i kagen, hvis der er rå dej på, skal den bage lidt længere. Afkøl kagen.
  2. Skær kagen til i målene 18 x 18 cm. Pak den ind i marcipanlåget, som var det en rigtig pakke.
  3. Farv lidt over halvdelen af marcipanen rød og resten grøn. Rul marcipanen ud, gerne på en silikonemåtte drysset med majsstivelse eller flormelis. Skær strimler til pakkens bånd. Det røde bånd skal være bredere end det grønne. Brug evt. en kagespore. Læg de to farver bånd over hinanden, og kom båndet på kagen. Dagen efter lægger du sløjferne på.