Søde bløde rabarberboller
Det gælder om at få forvandlet de syrlige stænger til søde sager, inden sommeren banker på døren, og det i en periode er slut med at høste rabarber. Her bruger vi de fine forårsrabarber i lækre hjemmebagte boller med glasur eller perlesukker på toppen. Se her, hvordan du bager rabarberboller:
30 stk. rabarberboller
Total:1 time 38 minutter
Arbejdstid:1 time 30 minutter
Ingredienser
Dej:
- 50 g gær
- 2 dl mælk
- ½ dl piskefløde
- 2 æg
- 175 g blødt smør
- 1 tsk. salt
- 1 dl sukker
- 2 tsk. bagepulver
- Ca. 11 dl hvedemel (knap 700 g)
Fyld:
- 75 g mandler
- 150 g blødt smør
- 1 spsk. vaniljesukker
- 1 dl sukker
- 150 g rabarber i skiver
Glasur:
- 3 dl flormelis (150 g)
- 5 tsk. vand
Sådan bager du rabarberboller:
- Dej: Smuldr gæren i en skål. Varm mælken og fløden til det er 37 grader, hæld den lune væske over gæren. Rør, til gæren er opløst. Rør æg, smør i tern, salt, sukker, bagepulver og mel i.
- Ælt dejen godt i 10 min., gerne i maskine. Dæk dejen til med husholdningsfilm, og lad den hvile i køleskabet i 30 min.
- Fyld: Hak mandlerne helt fint i en minihakker eller foodprocessor. Tilsæt smørret, og blend igen. Rør vaniljesukker og sukker i.
- Tag dejen ud på et meldrysset bord, og del i 2. Rul hvert stykke dej ud til et rektangel på 40x24 cm.
- Skær dejen i firkanter på 8x8 cm. Læg en skefuld fyld og lidt rabarber i midten af hvert stykke dej. Tryk hjørnerne sammen ind mod midten, og saml til boller.
- Læg bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir med samlingen nedad. Lad dem hæve tildækket i 1 time.
- Pensl med sammenpisket æg, og bag midt i ovnen ved 250 grader i ca. 8 min. Lad bollerne køle af.
- Glasur: Rør flormelis med vand og pynt bollerne med glasur.