Rugbrødslagkage med brombær
Kom rugbrød i kagen. Riv rugbrødet på et råkostjern, eller findel det i en foodprocessoren. Og brug sæsonens søde brombær og brombærmarmelade (evt. færdigkøbt) i mellem lagene sammen med fløjlsblødt flødeskum.
8-10 personer
Ingredienser
- Rugbrødsbunde:
- 100 g smuttede mandler
- 5 æg
- 200 g sukker
- 100 g daggammelt, fintrevet rugbrød uden kerner
- ¾ tsk. bagepulver
- Fyld:
- 100 g brombærmarmelade
- 400 g brombær
- ½ l piskefløde
- korn af 1 vaniljestang
- 3 spsk. flormelis
- Pynt:
- friske mynteblade
- Hak mandlerne fint.
- Del æggene i hvider og blommer. Pisk hviderne stive. Tilsæt sukkeret lidt ad gangen, og pisk til sej marengs. Rør æggeblommerne i. Bland rugbrød, mandler og bagepulver, og vend det i.
- For en springform (22 cm i diameter) med bagepapir. Kom dejen i. Stil formen i ovnen ca. 40 min. ved 175 gr. på midterste ovnribbe. Tjek at kagen er gennembagt. Afkøl kagen, og skær den i to bunde. Brug en god brødkniv til at skære med.
- Pisk fløden til blødt skum. Vend vaniljekorn og flormelis i.
- Smør bundene med brombærmarmelade. Skyl bærrene, og afdryp dem godt. Fordel creme og bær mellem kagebundene og på kagens top. Pynt evt. med mynteblade.