Sådan laver du chicken gumbo
Du kan sagtens selv lave mad, som de gør på en vaskeægte diner i sydstaterne i USA. Her får du opskriften på en klassisk ret fra sydstaterne, nemlig en superlækker gumbo. En gumbo er egentlig bare en stuvning, der er meget populær og udbredt i de amerikanske sydstater - ja faktisk er gumboen en slags nationalret i den delstaten Louisiana. I al sin enkelhed består en gumbo af en stærk krydret suppe, som er tilsat kød eller skaldyr og grøntsager. Her får du en lækker opskrift på en en gumbo med kylling, som du selv kan lave derhjemme:
4-6 personer
Ingredienser
Kylling:
- 1 kylling ca. 1400 g
- 1¼ liter vand
- salt og peber
- 1-2 spsk. amerikansk cajunkrydderi f.eks. cajunmix fra Urtekram
- 1 spsk. olivenolie
- 100 g chorizopølse
Roux:
- 4 spsk. olivenolie
- 4 spsk. hvedemel
Sovs/suppe:
- 2 løg
- 2 grønne peberfrugter
- 200 g bladselleri
- 4-5 forårsløg
- 2 fed finthakkede hvidløg
- 8 dl kyllingesuppe
- 1-2 laurbærblade
- salt og peber
- 2 dl hakket persille
Tilbehør:
- løse ris
Sådan gør du:
- Kylling: Kog kyllingen i vand med salt og peber ca. 1¼ time. Si kyllingesuppen, den skal bruges senere.
- Afkøl kyllingen, til den er lun. Pil kødet af kyllingen i store stykker, og kassér skind og ben. Krydr kyllingestykkerne med cajunkrydderi.
- Varm 1 spsk. olivenolien op i en stegegryde. Brun kort kyllingestykkerne, og tag dem op. Skær chorizopølsen i tern, og brun også dem i gryden. Tag chorizopølsen op til kyllingestykkerne.
- Sovs/suppe: Hak løgene. Rens og skær peberfrugterne i små tern. Skær bladsellerien i tern eller skiver. Snit forårsløgene. Gem den snittede grønne top til pynt.
- Roux: Aftør gryden, og kom 4 spsk. olivenolie i. Tilsæt hvedemelet. Rør i blandingen, og steg den, til det er en gyldenbrun roux.
- Tilsæt grøntsagerne og hvidløg, og steg det under omrøring 4-5 min. Tilsæt 8 dl af kyllingesuppen, chorizopølse, laurbærblade, salt og peber. Kog op under omrøring. Lad retten simre 20 min. under låg. Rør i retten jævnligt.
- Tilsæt kyllingen, og kog yderligere 5 min. Pynt med den grønne top af forårsløgene og persillen. Server retten i dybe tallerkner med ris.