Hummus med salvie og ærter

Salviehummus med grønne ærter

Vild med hummus, så må du prøve denne nye lækre variant.

ca. 3 dl

Ingredienser

  • 2 dl kogte kikærter
  • 1 dl frosne eller friskbælgede ærter
  • 1 håndfuld salvieblade
  • 1 fed hvidløg
  • 25 g smør
  • 2 spsk ekstra jomfruolivenolie
  • ¼ dl koldt vand
  • 1 usprøjtet citron
  • himalayasalt
  • friskkværnet sort peber

Sådan gør du:

  1. Sæt tørrede kikærter i blød i koldt vand natten over eller min. 8 timer. Næste dag kasserer du vandet, kommer dem i en gryde med nyt koldt vand og koger dem, til de er møre, ca. 30-60 minutter alt efter type, og hvor længe de har stået i blød. Hæld vandet fra, og kasser det.
  2. Kom kikærter og ærter i en foodprocessor. Skyl og slyng salvien. Smelt smørret på en lille pande eller i en kasserolle for lav varme, og steg de fleste af bladene sprøde heri. Steg samtidig det hele, afskallede hvidløgsfed i smørret. Bladene skal have ca. 3-5 minutter. Du skal måske gøre det ad 2 omgange. Kom de sprøde blade, resten af de friske blade, hvidløgsfeddet, smør, olie, vand og den fintrevne skal af citronen i foodprocessoren, og kør, til du har en cremet hummus.Smag til med lidt citronsaft, salt og peber.
  3. Tip! Kog gerne en stor portion kikærter, og frys dem, du ikke skal bruge. Når du så skal bruge kikærter, overhælder du dem med kogende vand, lader dem stå et minut, hælder vandet fra og voila, så har du ‘friskkogte’ kikærter.