Sarah Bernhardt

Sarah Bernhardt

Sarah Bernhardt var en berømt fransk skuespillerinde. Hun turnerede rundt i verden og besøgte også, i 1880, København. Besøget inspirerede en konditor på Amager til den kage, der i dag bærer hendes navn.

(10 stk.)

Ingredienser

  • 80 g smuttede mandler
  • 2 æggehvider
  • 100 g sukker
  • Fyld:
  • 2½ dl piskefløde
  • 100 g mørk chokolade
  • Desuden:
  • 200 g mørk chokolade

  1. Hak mandlerne fint i foodprocessoren. Pisk hviden til skum. Tilsæt sukkeret, og pisk til marengs. Vend mandlerne i. Kom evt. massen i en sprøjtepose. Sprøjt massen i cirkler på en bageplade på bagepapir, kagerne skal være ca. 7 cm i diameter. Bag makronerne ved 175 gr. på midterste ovnribbe ca. 20 min.
  2. Hak chokoladen, og kom den i en skål, som kan tåle varme. Kog fløden op, den skal kun lige koge. Hæld fløden over chokoladen, og rør, til chokoladen er smeltet. Køl massen af natten over i køleskab. Pisk chokolademassen igennem, til den er cremet. Smør chokolademassen på makronbundene, så det ligner små pyramider. Stil dem i køleskabet 1-2 timer.
  3. Smelt overtrækschokoladen, og fordel den over kagerne ved at holde på makronbunden, og dyppe chokolademassen ned i den smeltede chokolade. Lad chokoladen stivne. Opbevar kagerne i køleskab.