Spyd med kalvelever og rødløg
Kalvelever og rødløg i grillmarinade smager henrivende på en sommeraften.
4 personer
Ingredienser
- Arbejdstid: 45 min.
- Koge/grilltid: 15 min.
- 1 hel kalvelever (¾-1 kg)
- salt og peber
- 2 spsk. olivenolie
- Grillmarinade:
- 2 skalotteløg
- 2 fed hvidløg
- 1 spsk. olivenolie
- 1 appelsin (øko)
- 1 dl sherryeddike (eller æbleeddike)
- 2 spsk. farin
- Grillede rødløg:
- 4 rødløg
- 2 spsk. olivenolie
- 3-4 spsk. balsamico
- salt og peber
- 1 spsk. friske timianblade (eller hakket persille)
- Tilbehør:
- evt. 1 appelsin (øko)
- 1-2 bakker små salatblade
- 1-2 spsk. balsamico
- 2-3 spsk. olivenolie
- Træk hinden af kalveleveren, og fjern synlige sener og årestammer. Skær leveren i 3 cm tykke skiver. Skær skiverne i stykker på ca. 3x3 cm, og fjern sener undervejs. Krydr leverstykkerne med salt og peber, og træk dem på spyd.
- Grillmarinade:
- Pil skalotteløg og hvidløg, og hak dem fint. Sautér dem bløde og blanke i en lille gryde med olivenolie. Vask appelsinen, riv skallen og pres saften. Kom det i gryden sammen med eddike og farin, og kog marinaden i 5-8 min. Afkøl.
- Pensl leverspyddene grundigt med olie, og brun dem på alle sider på en varm grill. Flyt dem til middel varme, pensl med grillmarinaden, og grill dem i 3-5 min. mere; de smager bedst, når de er rosa stegt.
- 4. Pil rødløgene, og del dem i halve eller kvarter. Træk dem på spyd, og pensl dem med olie. Brun dem på grillen i 3-4 min. Flyt dem til lavere varme, og grill dem møre i ca. 10 min. Læg dem på et fad, og stænk med balsamico og resten af olivenolien. Drys med salt, peber og frisk timian.
- Skyl og slyng salatbladene, og vend dem med balsamico, olivenolie, salt og peber. Anret med de to slags spyd og evt. grillede appelsinbåde.