Squashfrikadeller med hasselnødder

Squashfrikadeller med hasselnødder

Færdig plantefars sælger i dag i stor stil, men Claus kan godt lide at lave sin egen blanding og har ofte disse sunde, grønne ’deller’ på menuen. De er ganske enkle, velsmagende og mættende.

4 personer

Ingredienser

  • 400 g squash
  • 200 g kartofler
  • 200 g hasselnødder
  • 50 g skalotteløg
  • 3 fed hvidløg krydderurter f.eks. rosmarin
  • 4 spsk. chiafrø
  • 100 g havregryn
  • 1-2 dl mælk olie til stegning
  • salt og peber

Sådan gør du

  1. Blend squash, kartofler og hasselnødder i en foodprocessor eller blender. Alternativt kan du rive squashen og kartoflerne og hakke nødderne med en kniv. Læg farsen på et rent viskestykke og knug så meget af væden ud af den som muligt.
  2. Hak løg og hvidløg, og steg dem i lidt olie. Hak rosmarinen fint.
  3. Rør løget i farsen sammen med rosmarin, chiafrø, havregryn og mælk. Farsen skal være ret fast. Smag til med salt og peber, og lad farsen hvile i en halv times tid.
  4. Form ti-tolv frikadeller med hænderne og pres dem godt sammen. Steg frikadellerne på en pande. Servér med en grøn salat til.

Det skal være en fornøjelse at tabe sig

I marts 2018 valgte Claus Dalby at tage (gryde)skeen i den anden hånd og lægge kosten om. Den fede og søde mad blev erstattet af ikke alene sunde, men også smukke salater, supper og andre plantebaserede retter. Efter blot ti måneder resulterede det i et vægttab på 40 kilo. I sin nye bog Slank – plantemad fra mit grønne køkken fortæller Claus Dalby personligt om sin livsstilsomlægning og deler passioneret ud af sine over hundrede grønne og slankende madopskrifter.

”Slank. Plantemad fra mit grønne køkken”, Claus Dalby, Forlaget Klematis, 300 kr.