Stikkelsbærtærter med sprødt sukkerlåg
Skøn sommerdessert.
(8 portionstærter)
Ingredienser
- Arbejdstid: 1 time
- Køletid: 2-3 timer
- Bagetid: ca. 1 time
- Tærtedej:
- 350 g hvedemel
- 150 g smør
- 1 æg
- 50 g flormelis
- 1 knsp. salt
- Fyld:
- 500 g friske stikkelsbær
- 125 g sukker
- Creme:
- 1 stang vanilje
- 100 g sukker
- 4 æg
- ¼ l piskefløde
- Pynt:
- 4-6 spsk. sukker
- evt. citronverbena
- Hak mel og koldt smør sammen i en foodprocessor. Pisk ægget sammen med flormelis og salt, hæld det i melet, og saml hurtigt dejen.
- Rul dejen ud på et meldrysset bord, og fordél den i 8 portionsforme (eller én stor tærteform på 24-26 cm). Sæt tærtebundene i køleskabet i 1 times tid.
- Fyld:
- Skyl og nip stikkelsbærrene, og vend dem sammen med sukker i en bradepande med bagepapir. Bag dem i ovnen ved 180 grader i ca. 20 min. Tag dem ud, lad dem afkøle, og dryp dem af i en sigte.
- Sæt tærtebundene på en bageplade med bagepapir, og bag dem blindt* i ca. 10 min. ved 180 grader. Tag pladen ud, og skru ned til 160 grader.
- Creme:
- Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Mos dem sammen med sukker, og pisk æggene i.
- Giv fløde og den tomme vaniljestang et opkog. Fisk vaniljestangen op, og pisk den varme fløde i æggene. Si cremen over i en kande.
- Fordél ca. ¾ af bærrene i tærtebundene. Hæld vaniljecremen over bærrene, så den når akkurat op til tærtens kant.
- Bag tærterne i ca. 35 min., til cremen akkurat har sat sig. Bagetiden afhænger af tærternes højde.
- Køl tærterne af, og sæt dem koldt (uden at dække dem til) i mindst 1 time.
- Drys et tyndt lag sukker over tærterne, og brænd det til karamel med en gasbrænder eller under grillen i ovnen. Køl af, og servér med de sidste bær og evt. citronverbena.
- *At bage blindt betyder, at du dækker tærtedejen til med staniol eller bagepapir, og lægger bønner/kikærter henover, inden du putter den i ovnen. På den måde holdes dejen 'nede' og du får en jævn og fin tærtebund.
Lækre desserter med stikkelsbær
-
Stikkelsbærtærter med sprødt sukkerlåg
-
Havresnitter med skønne stikkelsbær
-
Stikkelsbærtærte med hyldeblomstcreme
-
Stikkelsbærgrød med fløde - en skøn sommerklassiker
-
Stikkelsbærtrifli med marengskys
-
Stikkelsbærgelé med hyldeblomst
-
Lagkagesnitter med stikkelsbær og lime
-
Frisk og lækker stikkelsbærdessert