Svinekød med sursød peberrodssovs og grøntsager
Oldemors søndagsmiddag har inspireret til denne ret, men vi har brugt et "moderne" kødstykke nemlig en culotte af gris.
4
Total:45 minutter
Ingredienser
- 1 stor skinkeculotte (uden fedt, 800 g)
- 50 g salt
- 50 g rørsukker
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 1 håndfuld frisk timian
- 5-10 persillestilke
- 10 sorte peberkorn
- 3 hele nelliker
- 2 laurbærblade
Grøntsager:
- 1 spidskål
- 4 gulerødder
Sovs:
- 40 g smør
- 4 spsk. hvedemel
- 6 dl suppe
- 1-2 dl piskefløde
- 2 spsk. alm. eddike
- ca. 1 spsk. sukker
- 1 stykke hel peberrod
Tilbehør:
- kogte kartofler
- persille og evt. andre krydderurter (f.eks. brøndkarse, kørvel, skovsyre)
Sådan gør du:
- Gnid kødet med en blanding af salt og sukker, og læg det i en frysepose i køleskabet i 6-8 timer.
- Skyl kødet med koldt vand, læg i en gryde, og dæk med koldt vand. Giv det et stille opkog, og fjern skum.
- Pil løg og hvidløg. Skyl timian og persillestilke grundigt. Læg løg, krydderurter og krydderier i gryden, giv suppen et opkog, og fjern skum. Lad kødet simre ganske stille, til centrumstemperaturen er 65-70 grader (35-45 min.).
- Grøntsager: Rens grøntsagerne, og skær dem i mindre stykker. Kog dem sprødmøre i en gryde med ¾ liter siet suppe fra kødet.
- Sovs: Smelt smørret i en gryde, rør melet i, og bag det igennem. Tilsæt 6 dl suppe fra grøntsagerne lidt ad gangen, og lad sovsen simre under omrøring i mindst 5 min. Tilsæt fløden, og kog igennem.
- Smag til med eddike, sukker, salt og peber samt friskrevet peberrod. Kog ikke sovsen, efter peberroden er tilsat.
- Tag kødet op af suppen, skær det i skiver, og servér med de afdryppede grøntsager, sovs, revet peberrod og krydderurter. Nyd med friskkogte kartofler.