Cheesecake med citron og blåbær fra Hjemmet

Cheesecake med citron og blåbær

Servér en smuk og syrlig cheesecake med frisk citron og fine vaniljeprikker.

I min barndom kom der en sjælden gang cheesecake på bordet – og hver gang med et lag kirsebærgelé på toppen. Jeg lærte aldrig helt at sætte pris på desserten, som i min barnemund smagte alt for syrligt.

Men der sker altså noget med ens smagsløg, når man bliver voksen. I hvert fald elsker jeg i dag at afslutte et måltid med en frisk cheesecake.

Prøv også min opskrift på Citrontærte med karamel og marengs - TRYK HER

For at understrege min trang til et syrligt punktum har jeg lavet en version med både citronsaft og citronskal. Den kunne godt have fået en gelé af citron eller blåbær på toppen, men mit mål var at lave en snehvid cheesecake.

Citron og karamel er en af mine yndlingskombinationer, så jeg har blandet lidt lyst muscovadosukker i kiksebunden, der giver et strejf af karamel.

Resultatet blev i al beskedenhed sindssygt godt, og selv min søn på 3 år er fan. Så måske den alligevel ikke kun er for voksne…

10 personer

Arbejdstid: 40 min.

Stivnetid: ca. 4 timer (eller natten over)

Bund:

100 g smør

175 g digestivekiks

3 spsk. lyst muscovadosukker (eller farin) 

Creme:

3 blade husblas

1 vaniljestang

250 g flødeost naturel

250 g mascarpone

1 citron (øko) 

100 g flormelis

4 dl piskefløde

Tilbehør:

250 g friske blåbær

Bund:

1. Smelt smørret, og kom det i en blender sammen med kiks og muscovadosukker. Blend til ensartet konsistens.

2. Smør en springform (20-23 cm i diameter) med smør, og tryk kikseblandingen godt ned i bunden i et jævnt lagt.

Creme:

3. Læg husblassen i blød i koldt vand i ca. 5 min. Knug vandet af bladene, og lad dem smelte i en lille skål over vandbad.

4. Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud.

5. Kom flødeost, mascarpone, fintrevet citronskal, citronsaft, flormelis og vaniljekornene i en skål, og pisk til ensartet konsistens. Vend den smeltede husblas i blandingen.

6. Pisk fløden til blødt skum, og vend den i osteblandingen.

7. Hæld cremen på kiksebunden, og glat overfladen med en spatel.

8. Sæt cheesecaken i køleskabet i ca. 4 timer (eller natten over).

9. Servér cheesecaken med rensede blåbær, evt. halvdelen i en skål ved siden af.