Vinguide til nytårsaften

Nytår: Her er de bedste vine til nytårsaften

Hvilken velkomstchampagne skal du vælge? Og hvilken rødvin passer bedst til nytårsmiddagen? Nina Højgaard Jensen, head-sommelier på Restaurant Kong Hans Kælder og vinder af Danmarksmesterskabet for Sommelierer 2017, harhjulpet ALT.dk med at udvælge de bedste vine til din nytårsmiddag.

Julen strækker sig gerne til nytår, hvor den kulminerer i en sand festivitas – en aften, hvor vi ofte tillader en højere grad af luksus.

Selvforkælelse og festligheder er i højsædet – ikke mindst når det kommer til vinen og champagnen!

Her får du derfor seks bud på herlige champagner, hvidvine og rødvine, der giver lidt ekstra til din nytårsaften.

Den bedste velkomstchampagne til nytårsaften

Foto: Compagniet.dk

NV Grande Reserve Brut Grand Cru Bouzy, Champagne Barnaut, Champagne, Frankrig

Til nytår hører der Champagne til – og helst i lange baner! Dette er en champagne på Grand Cru-niveau med ekstremt godt spark for skillingen, som man med stor fornøjelse kan drikke gennem en hel aften. Et blend på Pinot Noir og Chardonnay med en god del reservevin, der skaber en fremragende dybde og kompleksitet.

Den skarpe, syrerige frugt viser sig som citrus, røde æbler, gule hindbær og mirabelle og komplimenteres flot af autolytiske nødde- og briohcenuancer. En velafstemt dosage gør den forfriskende og let drikkelig. Udtrykket er klassisk og indfrier alle forventninger, du måtte have til et godt glas champagne – og så er der vel noget særligt over at diske op med Grand Cru på en festlig dag?  

Kan købes hos www.compagniet.dk til 275 kroner.

Foto: Vinoble

NV Demi-Sec ”Carte Blanche”, Louis Roederer, Champagne, Frankrig  

Når klokken er 00.00, og det nye år fejres med kransekage, forstår jeg godt, at man vil have champagne til. Der er trods alt ingen anden vin, som er lige så festlig! Men lad nu være med – for kransekagens, for champagnens og allermest for din egen skyld – at drikke knastør champagne til den søde kransekage. Det duer altså bare ikke, og intet ved den kombination er godt. Vælg hellere enten en god Moscato d’Asti eller opgrader til en champagne med restsødme.

Markedet for disse champagner er ganske lille, men der findes nogle enkelte perler. Louis Roederer er en stor, velrenommeret producent, og deres Carte-Blanche er en af de fineste Demi-Sec, der er til at betale. En liflig, sødlig champagne, med en cremet bobletekstur, som stadig fornemmes frisk og kan drikkes alene eller til søde sager. Dog vil jeg ikke anbefale den som aperitif, men derimod som en post-middag-champagne. Den er lige til os damer og de mænd, som er maskuline nok til at indrømme, at det jo faktisk er ret lækkert med en smule restsødme efter et fuldendt måltid. 

Kan købes hos Vinoble  til 445 kroner.

Den bedste hvidvin til nytårsaften

Foto: Vinova

2016 80% Macabeu + 20% Muscat Blanc a Petit Grains ”L’Esprit Blanc”, Domaine de l’Horizon, Languedoc-Roussillon, Frankrig

Her er en hvidvin, som spænder vidt, og som passer til et bredt udvalg af fisk- og skaldyrsretter. Den kommer fra de varmere himmelstrøg i den sydlige del af Frankrig, hvor netop mad fra havet dominerer kosten, og derfor er den som skabt til det. Det er en på én gang aromatisk, forfriskende og fedmefuld vin uden fad.

Både vinnørder og novicer vil med stor glæde kunne drikke denne vin, da den på den ene side er umiddelbar og sprød, men på den anden side også rummer flere nuancer: En kombination af det liflige, blomstrede og stenfrugter. Languedoc-Roussillon er muligvis en af de mest spændende regioner i Frankrig i netop disse år. Der har været rivende udvikling for kvalitetsvine de senere år, og Domaine de l’Horizon leverer nogle af de bedste eksemplarer fra regionen, hvor prisen er næsten latterligt lav i forhold til kvaliteten. 

Kan købes hos www.vinova.dk til 165 kroner.

Foto: Jersild Vin

2015 Chassagne-Montrachet ”Vieilles VIgnes”, Amiot Guy et Fils, Bourgogne, Frankrig

Vi kan alle blive enige om, at Bourgogne med god grund er eftertragtede vine. Desværre følger prisen som regel med. Dog sælges netop denne Bourgogne til fornuftig mønt fra en af de bedste kommuner for hvidvin i hele regionen - og så ovenikøbet med en selektion af de gamle stokke, som bidrager med intensitet og kompleksitet i den færdige vin.

Det er bundsolidt håndværk på ærlig og klassisk manér, der skaber denne vin, og resultatet er alt, hvad man kan ønske sig: Cremet, fyldig, smørret med fokuseret citrusfrugt og masser af mineralitet og syre, der ender ud i en smuk balance. Det vil uden tvivl skabe festlig stemning og stjerner i øjnene hos enhver entusiast, hvis du sætter denne herlighed på bordet. 

Kan købes hos www.jersildvin.dk til 375 kroner.

Den bedste rødvin til nytårsaften 

Foto: Vinova

2016 Grenache, Syrah, Merlot & Cabernet Sauvignon “Dido”, Venus la Universal, Montsant, Spanien

Montsant ligger i Catalonien og omslutter det mere kendte Priorat-område, som umiddelbart forbindes med meget kraftige vine fra skiferholdig jordbund. Denne vin kommer også fra skiferjord, men er ekstremt velkomponeret, styret og ikke så kraftig, som mange vil forvente af de druesorter. Det er en vin, som to af Spaniens dygtigste vinmagere - Sara Perez og Rene Barbier - har været sammen om at skabe, og de har valgt at lade frugt tale fremfor fad.

Der er nemlig ingen nye fade på denne vin, men til gengæld er den lavet med hele klaser i stedet for afstilkede druer. Du får en enorm renhed, røget mineralitet og saftigt udtryk kombineret med den mørke frugt i denne vin. Harmonien mellem saftigheden og de lidt kraftigere tanniner gør det til en ekstremt alsidig vin, som egner sig godt til næsten alle typer rødt kød og et bredt spektrum af garniture såsom bagte rodfrugter, kartofler eller kål, der gerne serveres nytårsaften. 

Kan købes hos www.vinova.dk  til 170 kroner.

Foto: Jersild Vin

2014 Côte-Rôtie ”Reserve”, Stephane Ogier, Rhône, Frankrig

Dette er Syrah i en elegant og autentisk stil fra druens højborg: Nordrhône. Et ekstravagant område, som på trods af sin ringe størrelse leverer nogle af de fineste rødvine i verden. Der er tale om et på alle måder klassisk udtryk med en feminin blåfrugtet karakter, som elegant sammenflettes med saltlakrids, violer og en udtalt note af sort pepper.

Det er en vin, som både har meget syre og en god portion tannin: Helt sikkert en madvin! Den er ideel til rødt kød serveret med f.eks. svampe og flødekartofler. Og med en pebersauce findes der ikke bedre vin end netop Syrah fra Nordrhône.

Stephane Ogier er en lysende stjerne på himmelen i Côte-Rôtie. Han er betegnet som et af de største talenter i området og laver vin under sit eget navn, men konsulterer allerede for andre domainer også. Hans vine topper ofte blindsmagninger verden over og er uden tvivl en vin, du vil være glad for at drikke i dag, men som også nemt kan gemmes i årevis.  

Kan købes hos www.jersildvin.dk til 480 kroner.

Nina Højgaard Jensen

Nina Højgaard Jensen er head-sommelier på Restaurant Kong Hans Kælder og vandt i 2017 Danmarksmesterskabet for Sommelierer.

I 2016 kunne hun kalde sig vinder af Nordisk Mesterskab for Sommelier, ligesom hun i 2016 også vandt Castel European Sommeliers Young Cup, der er tilvarende med Europamesterskaberne for personer under 30 år.