Valnøddebrød

Saftigt og velsmagende valnøddebrød

Bag et saftigt og velsmagende valnøddebrød – det smager godt med ost og som tilbehør til maden. Brødet er hævet i en kurv før bagningen, men kan dog sagtens bages på helt almindelig vis.

1 stort brød

Total:45 minutter

Ingredienser

  • 100 g valnøddekerner
  • ¼ liter kærnemælk
  • 15 g gær
  • 1 dl vand
  • 1 spsk. ahornsirup
  • 1½ tsk. groft salt
  • 3 spsk. valnøddeolie (eller olivenolie)
  • 150 g durumhvedemel
  • ca. 300 g hvedemel (gerne stenformalet)
  • evt. 1 hævekurv (ca. 2 liter)

Sådan gør du:

  1. Rist valnødderne på en tør pande 3-5 min., og lad dem afkøle. Hak dem groft.
  2. Lun kærnemælken til ca. 35 grader. 3. Rør gæren ud i vand, og tilsæt kærnemælk, hakkede valnødder og de øvrige ingredienser – hold evt. lidt af hvedemelet tilbage.
  3. Ælt dejen godt igennem, og lad den hæve tildækket et køligt sted (evt. køleskab) i 2-3 timer.
  4. Vend dejen ud på et meldrysset bord, og ælt den godt igennem. Form den til brød, der passer til kurven, og drys den med mel.
  5. Læg dejen i den meldryssede kurv. Drys overfladen med mel, og læg et løst stykke plastfilm eller klæde over. Lad brødet hæve til kurven er fyldt – ca. 1 time.
  6. Sæt en bagesten eller en bageplade i ovnen, og varm op til 250 grader.
  7. Drys overfladen med lidt mel, vend forsigtigt brødet ud på den varme sten/plade, og luk ovnen. Skru ned til 200 grader efter 10 min., og bag brødet i 25-30 min. mere.
  8. Tjek, at brødet er gennembagt; det skal lyde hult, når man banker det i bunden. Sæt det på en rist til afkøling. 

Tip:

Brødet kan også bages uden kurvehævning: Form dejen til et brød, og læg det på bagepapir eller i en smurt brødform. Lad det efterhæve tildækket i ca. 1 time. Drys brødet med mel, rids det med en skarp kniv, og bag som beskrevet.