Varme hveder med fordej
Bag dine varme hveder med en syrnet fordej (biga). Det giver hvederne masser af smag og er ikke spor svært – du skal bare gå i gang dagen før.
12 store varme hveder
Total:45 minutter
Varme hveder med fordej
- Hviletid: 12-24 timer
- Hævetid: 3-4 timer
- Bagetid: 20 min.
- Fryseegnet
- Fordej/biga:
- 250 g hvedemel (erstat evt. halvdelen med grahamsmel)
- 2½ dl vand
- 2-3 g gær
- Dej:
- 15 g gær
- 3 dl vand (eller mælk)
- 1 æg
- 1 spsk. rørsukker
- 1½-2 tsk. salt
- 450-500 g hvedemel
- 1-2 tsk. stødt kardemomme
- 75 g blødt smør
Sådan laver du varme hveder med fordej
- Fordej/biga:
- 1. Rør mel, vand og smuldret gær sammen i en skål, og læg en tallerken eller låg over. Lad skålen stå på køkkenbordet til næste dag.
- Dej:
- 2. Rør gæren ud i vand eller mælk, og tilsæt æg, sukker og salt. Rør mel (gem lidt) og kardemomme i, og tilsæt fordejen fra dagen før. Ælt dejen godt igennem i 8-10 min. – gerne på maskine. Ælt smørret i dejen, og lad den hæve tildækket til dobbelt størrelse (det tager 1½-2 timer).
- Hvedeknopper:
- 3. Vend dejen ud på et meldrysset bord, fold den sammen et par gange, og tril den løst til en pølse. Del den i 12 lige store stykker (a ca. 110 g), og form dem til boller. Sæt bollerne med lidt luft imellem i en dyb bradepande (ca. 22x30 cm) beklædt med bagepapir. Lad dem hæve tildækket til dobbelt størrelse, så de hænger sammen (det tager 1½-2 timer).
- Bagning:
- 4. Varm ovnen op til 250 grader. Drys evt. overfladen med lidt mel, sæt bradepanden midt i ovnen, og bag hvedeknopperne i 15-20 min., til de er gennembagte. Mål evt. efter med et stegetermometer, der skal vise 98-99 grader. Løft hvedeknopperne op ved hjælp af bagepapiret, og sæt dem til afkøling på en rist.
- Servering:
- 5. Flæk hvedeknopperne, og rist dem i ovnen ved 250 grader i 5-10 min. eller brug en brødrister.