8 myter om skønhed – og om de holder
Kan dit hår blive selvrensende, skal du gå uden om æteriske olier, og feder fedt? Vi har bedt 8 eksperter nuancere en myte fra deres felt.
Artiklen er oprindeligt udgivet 06. oktober 2016. Redigeret af Kristian Hindø-Lings.
Myte: Dit hår bliver selvrensende, hvis du holder op med at vaske det
– Det er til dels sandt, at dit hår vil holde op med at producere fedt, hvis du aldrig vasker, men blot skyller det. Jo mere du vasker dit hår, des mere fedtet bliver det, fordi du aktiverer fedtproduktionen ved vask, så du skal ikke vaske det hver dag, siger Gun-Britt, frisør med 50 års erfaring og egen salon, og fortsætter:
– De dage, hvor du ikke vasker hår, kan du spraye tørshampoo i hårbunden og rede håret igennem med en Mason Pearson-børste af vildsvinehår, der er skånsom mod hovedbunden og tager fedtstof fra hovedbunden ud i længderne, hvilket er godt for de tørre spidser. Du skal rede dit hår igennem hver dag, da børsten sætter gang i blodcirkulationen og reder produktrester ud af håret. I gamle dage børstede man hår hver dag, og så vaskede man det en gang imellem. Det var dengang, børsten havde sin storhedstid, den var et rengøringsmiddel.
Selv vasker Gun-Britt sit hår én gang om ugen.
– Vasker du hår hver dag, kan du starte med at skubbe hårvasken én dag, så du vasker det hver anden dag, og så fremdeles. Vask altid dit hår to gange, så det bliver helt rent, og brug en kur bagefter.
Myte: Æteriske olier i hudpleje giver allergiske reaktioner
– Ja, hvis de ikke bruges korrekt. Enten fordi du anvender produkter med en høj koncentration eller en blanding af for mange æteriske olier i samme produkt, hvilket forvirrer huden, siger Charlotte Sard, grundlægger af Sard Kopenhagen hudpleje, og fortsætter:
– En æterisk olie er et koncentrat, der udvindes fra planter og plantedele som frø, blade og blomster. Man ved fra gamle ægyptiske og kinesiske skrifter, at læger har anvendt olier fra planter til behandling af sygdomme og lidelser i tusindvis af år. Men du må aldrig bruge æteriske olier ufortyndet på huden, de skal altid blandes med fx arganolie eller mandelolie. Æteriske olier står på listen over allergifremkaldende stoffer, men bruges de med omhu, er de efter min mening noget af det mest aktive at bruge i hudpleje og mere effektive end mange af de syntetiske produkter, som kosmetikindustrien fremstiller. Rosengeranium er f.eks. meget regenererende for dine celler og derfor god som antiage-pleje.
Er du fra naturens side meget følsom og lider af allergi anbefaler Charlotte at gå uden om æteriske olier.
– Vi har mange kunder, der er parfumeallergikere, som kan bruge vores produkter, fordi de er lavet af rene ingredienser. Køber du produkter, hvor der er en blanding af syntetiske og naturlige stoffer eller flere end tre æteriske olier i samme produkt, kan der være øget risiko for reaktion. Mit bedste råd er derfor at gå efter et produkt, hvor der ikke er for mange ingredienser i, og som består af naturlige ingredienser. Og så er det vigtigt at huske, at der er stor sammenhæng mellem pris og kvalitet, når det kommer til æteriske olier.
Myte: Alkohol i kosmetik virker udtørrende på huden
– Visse alkoholbaserede produkter kan være udtørrende, mens andre kan være fugtbindende og medvirke til optagelse af aktive virkestoffer i produkterne. Du kan finde alkohol på ingredienslisten i både skintonic, serum og cremepleje, og der er stor forskel på de forskellige typer af alkohol og deres effekt på huden. Det afhænger af, hvordan det færdige produkt er sammensat, hvordan det anvendes på huden, samt hvilke andre produkter det bruges med, siger Daniela Fraser, kosmetolog og indehaver af Complete Me Spa, og fortsætter:
– Renser du huden med et sæbebaseret produkt, eller har du blot skyllet ansigtet i vand, som har et højt kalkindhold, har huden brug for en skintonic eller mist til at balancere pH-værdien, neutralisere og fugte. En god mist vil også sørge for, at efterfølgende hudpleje både fordeles og optages bedre. De gode alkoholer er de såkaldte fedtalkoholer, som ofte kommer fra en naturlig kilde som planteudtræk. De virker meget fugtbindende og kan endda hjælpe andre gode ingredienser med at trænge bedre ind i huden og pleje i dybden. Glycerol, cetyl, stearyl, cetearyl og lauryl er eksempler på nogle af de meget fugtbindende typer af alkohol.
Myte: Du skal bruge en fed ansigtscreme, hvis du har tør hud
– At en creme er fed, gør den ikke nødvendigvis bedre. Det vigtige er, hvor fugtgivende den er. Hvis du bruger en creme, som er for fed, kan den oftest ikke trænge dybt ned i huden. Derfor er det vigtigt, at du eksfolierer huden og bruger en maske 1-2 gange om ugen, som giver den glød og fugt. Og så er der stor forskel på tør og dehydreret hud, som ofte forveksles. Du har tør hud, hvis du mangler olie i huden, og din pande, næse og ansigtet er mat hele dagen. Du kan teste ved at presse et papir mod ansigtet og se, om det bliver fedtet, siger Sahar Mohajer, kosmetolog og indehaver af skønhedsklinikken Sahar's, og fortsætter:
– Jeg anbefaler Botanical Kinetics Intense Hydrating Rich Creme fra Aveda. En dehydreret hud derimod mangler fugt og behøver hverken være olieret eller tør, men den kan føles stram og livløs og mangler ofte glød. Det kan være svært at skelne mellem tør og dehydreret hud, men det nemmeste er at se på læberne. Hvis de er tørre, er du dehydreret, og her er cremen Botanical Kinetics Intense Hydrating Soft Creme fra Aveda virkelig god.
Myte: Undgå frugtsyre i hudpleje, hvis du har tør hud
– Det er en klassisk misforståelse, at man ikke må bruge produkter med frugtsyre, hvis man har tør hud. Frugtsyre har evnen til at frigøre døde og tørre hudceller i det øverste hudlag, så eksfolieringsprocessen stimuleres. Dermed får den nye og sunde hud, som ligger nedenunder, mulighed for at komme op til overfladen, så huden får et lysere, jævnere og blødere udseende, siger Katarina Krznaric Mesán, produkt- og markedsansvarlig hos Exuviance, og fortsætter:
– En korrekt sammensætning af frugtsyrer kan bidrage til at nedsætte forekomsten af fine linjer og rynker samt modvirke tørhed, urenheder og pigmentfejl. Forekomsten af elastin og kollagen forbedres, og hudens fugtbindende stoffer stimuleres, og resultatet er en betydelig sundere hud og et friskere udseende. Der findes mange forskellige typer syrer, og flere af dem passer udmærket til sensitiv eller tør hud og har til og med en barriereopbyggende effekt. Desuden er eksfoliering med mild syre mere nænsomt for sart hud end mekanisk eksfoliering.
Myte: Fedt feder
– Mange går rundt og er fedtforskrækkede. De vælger fedtfattige produkter, skærer fedtet fra kødet og bruger kun meget lidt smør, men mættet fedt har altid været en ernæringskilde og byggesten for vores hjerne og nervesystem. Og fedtstoffer gavner hele hormonproduktionen, er antiinflammatoriske og styrker immunforsvaret, siger Thorbjörg Hafsteinsdottir, ernæringsterapeut og forfatter, og fortsætter:
– Gå efter smør og kokosolie i kosten frem for dårlige vegetabilske planteolier som solsikke- eller vindruekerneolie. Jeg kommer økologisk smør i min kaffe og på varme grøntsager hver eneste dag. Det smager godt og giver en dejlig mæthedsfornemmelse. Det, der ofte sker med fedtforskrækkede kvinder, er, at de mangler fedt til hele deres hormon- og nervesystem og hjernen. Det kommer også til syne på huden, der bliver rynket, tør og dehydreret.
Folk tror fejlagtigt, at fedt i mad skaber mere fedt, men kroppen kan sagtens differentiere og bruge fedtet som energi, mener Thorbjörg.
– Det usunde fedt på maven stammer primært fra sukker, som bliver lagret i kroppen som fedt. Så hold dig fra junkfood og mad, der er dårligt behandlet, samt fødevarer, der indeholder for meget sukker. Mit bedste råd er, at du skal slappe af, spise bevidst og nyde gode råvarer med måde.
Myte: Du har kun brug for D-vitamin-tilskud om vinteren
– D-vitamin er et vigtigt hormonlignende vitamin, som bliver fremstillet naturligt i kroppen ved hjælp af solens stråler. Dog kommer D-vitamin ikke fra solen selv, men solen aktiverer en proces i kroppen, som omdanner kolesterol til en aktiv form for D-vitamin, der hedder D3. D3 har positive effekter på kroppens kalkoptagelse, immunsystemet og vores humør. Uden kolesterol kan kroppen ikke selv danne den aktive form for D-vitamin, og i kølvandet på den store fedtforskrækkelse, primært i 90'erne og 00'erne, er det de færreste, der får nok naturligt D-vitamin fra kosten, siger Julius Heslet, innovationschef hos PurePharma, og fortsætter:
– Forskning har vist, at vi har brug for sol på hele kroppen, gerne på de store flader som brystet, uden solcreme, for at vi kan producere D3 optimalt. Da man ikke bør opholde sig i længere tid i solen uden solcreme, kan det derfor være en god idé at supplere med D-vitamin-tilskud hele året. Især hvis du føler dig vinterudmattet eller tit bliver syg. Husk at spise den aktive form af vitaminet, D3, da det er den, kroppen selv producerer ved solens stråler.
Myte: Der kommer flere hår, hvis du vokser din overlæbe
– I mine 15 år i skønhedsbranchen har jeg hørt den myte, at hårene vil blive tykkere og endda sorte, hvis du fjerner dem. Med alderen får vi mere hårvækst på overlæben, nogle også på hagen, fordi hormonerne i kroppen forandrer sig. Metoden til at fjerne dem er altafgørende. Du skal aldrig nogensinde barbere dig i ansigtet, for så vil dine hår med tiden blive til skægstubbe. Med threading-metoden hiver vi hårene ud med roden, og derfor udvikles der hverken skæg eller mere hår. Selv om hårene på overlæben er lyse, vil det gøre en forskel at få dem fjernet, da det giver en pæn og glat hud, specielt når du lægger makeup, siger Stella Nisreen Kanaan, indehaver af den økologiske spa Beauty Avenue med speciale i hårfjerning, og fortsætter:
– Første gang du får en behandling, kan du risikere, at huden reagerer med små røde knopper, men det forsvinder hurtigt igen og vil ikke komme tilbage ved næste behandling. Derfor anbefaler vi altid, at man lægger sin første behandling i god tid inden en særlig lejlighed.