Klumme: “Hvorfor får jeg bumser? Jeg er jo voksen nu”

Der findes dem med porcelænsagtig hud, som aldrig har set skyggen af en bums. Ja, knap nok en hudorm. Og så findes der os, som jævnligt får besøg af de små krapyler. Urenheder, der i mit tilfælde udviklede sig til cystisk akne, da jeg rundede 25 år. Netop som jeg skulle til at være voksen.

Hverken ordlyden eller synet af en bums er særlig lækkert. Og de sætter sig altid lige dér, midt i ansigtet, til skue for hele verden. Som var det bumsen, der kom gående med mig. Ikke omvendt.

Lettere bliver det ikke, når folk omkring dig velmenende fortæller, at “det kun er dig selv, der kan se dem,” og at “du ser dem meget mere, end vi andre gør.” For er det ikke også slemt nok?

Vel er det så.

Præpubertær og naiv

Klip til 15 år senere og flere år med pæn hud. Følelsen af ikke at ligne en 13-årig konfirmand var lykken, og den varede i mit tilfælde alt for kort tid.

Nærmest på skæringsdatoen for mine 25 somre, buldrede den første bums frem på min ene kind. En blev til flere, og flere blev til mange.

Panikken bredte sig hurtigt, for jeg var lige flyttet til København og i fuld gang med at leve mit bedste liv. Her var der altså ikke plads til akne.

Bevares, akne er ingen livstruende sygdom, men faktum er, at det slider på selvtilliden, og at det kan ende med at blive adfærdsstyrende. Det gjorde det for mig.

Min lyst til at deltage i sociale arrangementer udeblev. Jeg slæbte mig oftest afsted alligevel, men ville helst tale med folk på afstand – eller helt undgå at tale med nogen. Ingen skulle have muligheden for at nærstudere mine kinder.

Jeg husker tydeligt, da jeg på min første desperate googlejagt faldt over et blogindlæg hos kloge Anette Kristine Poulsen, der havde inviteret hudlæge og professor Peter Bjerring ind til en snak.

Han proklamerede, at “akne, i alle dens stadier fra mild til svær, er noget, du er nødt til at lade professionelle tage hånd om. Akne kan ikke renses eller vaskes af, for det er en hormonel tilstand, der kommer indefra – men kan påvirkes udefra.”

På daværende tidspunkt var det ellers præcis, hvad jeg havde forsøgt at gøre: Vaske dem af. Med alt fra Basiron og skrappe renseprodukter til syre og skrubbecremer med korn. Intet virkede.

Siden har jeg erfaret, at det er noget af det værste, du kan gøre. Alligevel er det, ifølge Pia Krejler, der er medindehaver af CURE Lab, en fejl, som mange begår.

“Når man har akne eller en anden form for inflammation i huden, er der mange, der gerne vil “rense” huden grundigt, men resultatet er oftest, at huden bliver strippet for alt, hvad der hedder naturlig lipidbarriere (fedtlag). Ren hud er naturligvis meget vigtigt, når man døjer med udbrud, men det nytter ikke noget at nedbryde hudens immunforsvar. Så opnår man det stik modsatte,” siger hun og fortsætter.

“Problemhud skal behandles ligesom sart hud; blidt og med gode, målrettede produkter.”

Hudsygdom og hormonbalance

Google gjorde mig klogere. Det samme gjorde Pia Krejler, der forklarede mig, at lette løsninger er en utopi, når det kommer til akne.

I en lang periode vågnede jeg om natten for desperat at mærke efter, om der skulle være kommet nye udbrud på mine kinder. Var det tilfældet, græd jeg af fortvivlelse, inden jeg faldt i søvn igen.

Jeg følte mig magtesløs, men kom i tanke om dét, jeg tidligere havde læst hos Anette Kristine Poulsen.

”Akne kan kureres. Altid. Bare ikke med en one fits all-løsning, og derfor skal hudlægen se dig. Så er der selvfølgelig forskel på hudlæger, og du må researche dig frem til, hvem du skal vælge som aknespecialist.”

Og det gjorde jeg så.

Hos hudlægen blev jeg klar over, at der var tale om cystisk akne. Altså dybtliggende bumser, der aldrig rigtigt kommer op til overfladen, og som derfor kan og skal behandles medicinsk.

“Hvorfor mig? Er jeg ikke for gammel til den slags,” spurgte jeg min hudlæge, som vist nok forklarede mig noget i retningen af, at min 25-årige krop gerne ville have børn. Og som straf for, at det ikke lige var dét, der stod allerøverst på ønskelisten dengang, kvitterede den med hormonelt betinget akne på mine kinder.

Hormoner på rutsjebanetur

Hvorfor er det ikke noget, vi taler om? At akne ikke kun er forbeholdt teenageårene? At op imod 20 procent af unge kvinder lider af voksenakne?

Faktisk er risikoen for at få akne senere i livet næsten lige så stor som i teenageårene – hos unge kvinder, såvel som ældre – og den primære årsag er, at hormonbalancen tager sig en gevaldig rutsjebanetur, som medfører hormonel akne.

“Der kan være mange forskellige årsager til, at man får akne, men vi ser oftest den hormonelle, som kan vise sig helt fra 13-års alderen og langt ind i 20’erne – men også hos kvinder omkring 40-års alderen, der så småt nærmer sig overgangsalderen, eller hos kvinder, som stopper med at tage hormonbaseret prævention. Det kan tage lang tid at få hormonsystemet til at fungere igen, og det varierer meget fra person til person,” forklarer Pia Krejler.

Hos hudlægen fik jeg først recept på én og så en anden creme, inden jeg røg over på en pillekur med Tretracyklin. Men der skulle skrappere midler i brug. Jeg fik derfor tildelt en endnu stærkere pillekur med Isotretinoin, som sendte mig på p-piller og til blodprøvetjek én gang om måneden – og min hud på sultestrejke. Pillernes formål var hovedsageligt at nedsatte min krops naturlige talgproduktion, men det var ikke bare den, der blev sat i skak – det samme gjorde samtlige slimhinder i min krop. De tørrede ud; mine læber var knastørre, og min menstruation en saga blot.

Men bumserne skulle væk, koste hvad det ville.

Midt i mit pillekaos og forhippet på at få mine glatte kinder tilbage glemte jeg at holde styr på min hormonbalance, der ikke havde haft godt af hverken p-piller eller Isotretinoin-kuren. Og bumserne begyndte så småt at titte frem igen. Ikke i samme grad som før pillekuren, men nok til, at jeg igen gjorde klar til kamp.

Jeg prøvede kræfter med forskellige kosmetologer, indtil jeg havnede i hænderne på Pia Krejler, der sagde, at jeg ikke skulle finde mig i mine akneramte kinder, men derimod væbne mig med tålmodighed og være tro mod mine hudplejeprodukter.

Skifter man for meget rundt mellem forskellige hudplejeprodukter (og det havde jeg i den grad gjort), bliver huden stresset, og det kan være med til at forværre situationen.

Min hud blev altså først for alvor god igen, da jeg, sideløbende med ansigtsbehandlinger, stoppede på p-piller og med hjælp fra blandt andet en zoneterapeut, fik styr på min hormonbalance.

Ingen tilfælde er ens, og det er langt fra alles kroppe, der vil reagere så voldsomt på fx Isotretinoin, som min gjorde. Derfor er det altid og oftest det eneste rigtige at søge hjælp og vejledning hos en kosmetolog og en hudlæge, som i fællesskab kan hjælpe dig med råd og vejledning, inden det eskalerer.