“Duften er til kvinder, der ikke nødvendigvis tænker som alle andre”
Guccis modige kreative direktør Alessandro Michele, der har givet modehuset en gennemgribende makeover, har skabt sin første duft til det italienske modehus. Hr. Michele inviterer naboens datter, feer og transseksuelle til at dufte af en vildtvoksende blomsterhave. Også Eurowoman, der tog til New York for at snuse til Bloom.
Da Alessandro Michele blev kreativ direktør for Gucci i 2015, vendte han ikke bare op og ned på Guccis kreationer, han skabte også et nyt kvindeideal i modeverdenen. Gucci, der tidligere var lig med sex, da Tom Ford var kreativ chef i 1994-2004, og siden underspillet sensualitet med Frida Giannini, der sad på posten, indtil Alessandro Michele tog over. Med sin første kollektion cementerede han, at det var tid til at hviske tavlen ren og lade det nu 96 år gamle italienske modehus stå for noget helt nyt. Med tapetmønstre, glimmer, regnbuefarver, blomster på blomster, brusende kjoler, plisserede nederdele og skjorter knappet helt op i halsen var det ikke længere kroppen, der skulle fremhæves med tøjet, det var personligheden. Den tanke og stil har han holdt ved. Budskabet er, at der skal være plads til alle.
Men hvordan rammer man alle kvinder med én duft?
Alessandro Micheles svar er Bloom. Den første duft, han har skabt for Gucci, og som nu er på skønhedshylderne. Den dufter som en vild og blomstrende have med noter af tuberose fra Indien og ekstrakt fra jasminknopper.
– Jeg ønskede en fyldig hvid blomsterduft, en modig duft, der tager dig med til en stor have fyldt med blomster og planter, en buket af overflod. Haven er ligeså smuk som kvinder, farverige, vilde og mangfoldige. Gucci Bloom dufter af den have og kan tage dig med til et sted, som ikke findes, siger Alessandro Michele om duften.
Som med Alessandro Micheles kreationer går det ikke stille af sig. Bloom er en intens, varm og pudret duft uden at blive tung. Den får dig til at tænke, "Hvad er det nu, den duft minder mig om?" Jeg har endnu ikke fundet ud af det. Men hver gang, jeg går forbi den lille Gucci-sløjfe, der har fået sig et par pift med duften, og som jeg har bundet om knagerækken i min entré, bliver jeg draget af den. Flakonen vidner om Alessandro Micheles kærlighed til mødet mellem det, der var engang, og det, der sker om lidt. Den gammelrosa flaske imiterer glaseret porcelæn og er prydet med en minimalistisk sort og hvid etikette.
LÆS OGSÅ: Elle Fanning: “Dette er den eneste hårspray, jeg bruger”
Kvinder er mænd, og mænd er kvinder
Én ting er indpakningen, noget andet er de tre modeller, der er ansigter for duften, og som er håndplukket af Alessandro Michele. Skuespillerinden Dakota Johnson, kunstneren Petra Collins og skuespillerinden og modellen Hari Nef, hver med hver deres kendetegn og skønhed.
– Bloom er ikke skabt til en enkelt kvinde, men til mange. Derfor er duften repræsenteret af tre meget forskellige typer kvinder, som repræsenterer den nye generations energi. Verden er fuld af kvinder, der tænker anderledes, og som lever på forskellige måder, og duften er til kvinder, der ikke nødvendigvis tænker som alle andre, siger Alessandro Michele.
Dakota Johnson er den amerikanske girl next door. Hvis hun gik forbi dig på gaden, uden rød løber-makeup og -kjole, ville du nok ikke vende dig om. "Netop derfor!," ville Alessandro Michele sikkert sige om sit valg. Petra Collins ligner, med sit fehår og skrøbelige skikkelse, en alf med en stor næse. Hun har jo en stor næse, og det gør hende ikke mindre fin. Så er der transseksuelle Hari Nef, som nok går i kjole og har bryster, men også markerede kindben og en stærk statur.
– Er de kønne? Nej. Spændende at kigge på? Ja. Gucci-kvinden er ikke klassisk smuk. Hun er sin egen.
Det er de første sætninger i mine noter, nedfældet under lanceringsfesten for duften, hvor Alessandro Michele selv, hans tre muser og noget nær New Yorks hippeste crowd var samlet en tirsdag i maj. Videre har jeg noteret:
– Kvinder er mænd med James Dean-hår og grov denim. Mænd er kvinder i stribede frakker i A-form og blomstrede bukser. De er unge, nørdede og outrerede. De har gjort noget ud af sig selv, men tager ikke sig selv for højtideligt. De vil frem i verden, de ved hvorhen og hvordan. Det skal ingen andre fortælle dem.
Grøn brokadefrakke og rød kasket
Festen blev holdt på det moderne kunstmuseum MoMAs kække lillesøster, MoMA PS1 i Queens, New York, som udstiller samtidens mere eksperimentelle kunst. Baggårdens beton var til anledningen belagt med rullegræs i plastik og oven på lå ægte tæpper i støvede toner. Vintage-chaiselonger og -lænestole var arrangeret rundt omkring, papegøjer og undulater pippede i bure og vanvittig mange blomster prydede vægge, borde og bed. Alessandro Michele spankulerede rundt imellem det hele med sine tre muser og sangerinden Lana del Rey ved sin side. Klædt i grøn brokadefrakke, rød kasket, sort hættetrøje, jeans og så mange og enorme ringe på fingrene, at det må kræve armkræfter, hver gang han skulle give hånd.
En gennemført mand, der virkede oprigtig glad for at være til fest for at fejre sin nye baby Bloom. Duften har han skabt i samarbejde med den spanske parfumør Alberto Morillas, som fortalte, at Alessandro Michele for et års tid siden havde ringet til ham og bedt ham om at komme til et møde den følgende dag i Rom, hvor han instruerede Alberto Morillas om, at den nye parfume skulle dufte af en nyudsprungen have og dramatiske blomster, og at han i øvrigt var ligeglad med, hvad det ville koste.
– Når du dufter til den og lukker øjnene, er du i en have. Duften er ikke tiltænkt en særlig kvinde. Det handler om at udtrykke dig, som du har lyst til, og at du skal være glad, føle dig fri, og få din kreativitet til at blomstre, sagde Alberto Morillas under pressemødet.
Det er store ord om en duft fra en flakon. Men det er vel i bund og grund Alessandro Micheles mission: at få ungdommen til at føle sig fri og velkommen til at klæde sig i det, de har lyst til. Gerne Gucci, hvis de har penge nok. Om ikke andet har vi nu alle sammen råd til en anpart af Guccis blomsterhave, og den dufter godt.