For 10 år siden flyttede Ane hjem til Danmark med en helt særlig mission…

Ane Lynge-Jorlén har en mission. Hun vil råbe højt om modens kulturelle værdi og rykke ved vores opfattelse af, at andre kunstformer er finere og mere formidlingsværdige end mode.

Da hun for 10 år siden flyttede hjem til Danmark fra Paris, var det derfor ikke alene for at kunne tilbyde sin datter et nordisk børneliv og for sammen med sin mand at skabe en bedre work-life-balance, men i lige så høj grad for at få lov at arbejde med noget, der ligger hende meget på sinde.

Læs også

Simone Tajmer: "Disse skjorter er storfavoritter, fordi man ikke behøver at stryge dem"

At mode bliver taget endnu mere seriøst som kulturel kapital i Danmark.

“Hvis moden bare skal være politisk korrekt eller bæredygtig, er der ikke så meget at skrive hjem om. Den er nødt til at være æstetisk og kreativ og transportere os steder hen, hvor vi kan drømme,” siger hun.

Netop det er der unge talenter, der formår, og det er dem, Ane Lynge-Jorlén arbejder med. Hun er direktør i organisationen ALPHA, der er en videreudvikling af modetalentkonkurrencen Designers’ Nest og har til formål at støtte unge nordiske designere. Bl.a. ved at give talenterne synlighed i mode- og kulturbilledet ad andre veje end via tøj, der skal bæres.

“Selve talentkonkurrencen er stadig en central del af mit arbejde, men jeg ser en masse potentiale, der går tabt, fordi mennesker uden for branchen og industrien ikke får mulighed for at se, hvad de her helt fantastiske unge mennesker skaber. Så en stor del af ALPHAs arbejde er at fortælle talenternes historier via udstillinger, film og talks. Og så handler det om at tage den nordiske talentmasse og internationalisere den med nogle veletablerede og velrenommerede aktører.”

Hun peger på dette års vinder, koreanske Boram Yoo, der er uddannet på Aalto University i Finland og har lavet en vild og rørende kollektion, som handler om kulturel identitet i Korea.

“Når hun gik på markedet i Korea, kunne hun ikke forstå, hvorfor kvinderne altid havde blomstret tøj på. Det var nærmest hyperexcentrisk. Men hun fandt ud af, at alle bar arbejdsuniformer under Japans kolonisering af Korea, og traditionen med blomster kom af, at kvinderne umiddelbart efter rædselsårene begyndte at male og brodere blomster på arbejdsuniformen som en måde at tage noget tilbage på. Det er det, hendes kollektion handler om. Hvordan man overkommer noget frygteligt, men insisterer på, at der er en positiv vej frem. Og Boram Yoo er bare en blandt mange, der fortjener at finde vej ud i verden.”

Æstetik og forandring

Da Ane Lynge-Jorlén var ung, var hun optaget af visualitet, og i dag spiller æstetikken fortsat en rolle sammen med de værdier, hun har med sig hjemmefra.

“Jeg er vokset op i en venstreorienteret lærerfamilie i Slangerup, så jeg er rundet af et miljø, hvor der både var biodynamiske kollektiver og parcelhuse, og hvor det, at mine forældre var en del af 1968, prægede vores hverdag. Jeg følte mig nok altid lidt forkert og anderledes i den by og det miljø og fandt meget tidligt ud af, at man på ydersiden kan modvirke, undertrykke eller udtrykke det, man har på indersiden. Det ydre blev en kampplads for mig eller en legeplads, afhængigt af hvor jeg var i min udvikling,” fortæller hun.

Hun gik på en socialistisk privatskole og kom senere på Aurehøj Gymnasium, hvor hun opdagede, at hun var dygtig og holdt op med at føle sig forkert.

“En af de vigtigste værdier, jeg har, er at gøre mig umage som menneske. Man skal ikke give op, og man skal gøre sit ypperste. Og man skal heller ikke være bange for at stikke næsen lidt frem og insistere på, at man har en god pointe, selv om der ikke er nogen, der er parat til at lytte. Jeg har tit set mig selv som den trojanske hest. Jeg kører – måske ikke helt stille og roligt – ind, og så tror de, at jeg er harmløs, og så kan jeg begynde min reformation.”

Læs også

Tre slags undertøj, du skal have i din skuffe

At modebranchen indimellem bliver skældt ud, tager hun ikke så tungt.

“Jeg arbejder i et vækstlag, og der er ikke nogen af de nyuddannede, som ikke overvejer, hvordan de kan retfærdiggøre at sende deres produkter ud i verden. Vi snakker bæredygtighed, social ansvarlighed, diversitet og inklusion, og jeg ser mindblowing talenter, som formår at bruge deres håndværk på en ny måde, og som brænder for forandring både i moden og i det større verdensbillede. Alle de problemstillinger, der er oppe lige nu, er meget forankret i det, de gør,” siger hun.

“Jeg tror, det er vigtigt, at vi deler moden op i to. Selve moden er til enhver tid berettiget, fordi den repræsenterer en leg med identiteter og kreativitet, og det har vi brug for. Modesystemet er til gengæld en problematisk størrelse. Det er der, hvor alle de grimme historier om børnearbejde, tøjafbrænding, CO2-udslip og floder med misdannede haletudser, ligger begravet. Det bygger på det kapitalistiske system og handler om, at vi skal profitere maks. på et kunstigt skabt behov. Det system skal forandres, så vi må ikke gå og være vrede på os selv over, at vi er kreative med at klæde os på og iscenesætte os selv.”

Ane Lynge-Jorléns tilgang til mode er akademisk. Hun har en baggrund som modeforsker og en ph.d. i Fashion Studies fra University of the Arts London og har udgivet bøger på forlaget Bloomsbury. Hun har boet i London i fem år og tre et halvt år i Paris, hvor hun var redaktør på nichemode-tidsskriftet Vestoj og underviste i modens historie og kultur på Parsons Paris.

Da hun kom tilbage til Danmark, var hun som noget af det første kurator på en stor udstilling om modstand i moden på Heart, Museum of Contemporary Art i Herning, hvor der blev hentet avantgarde- kreationer ind fra Comme des Garçons, Maison Margiela, Rick Owens og Vivienne Westwood. Siden har hun samarbejdet med Designmuseum Danmark om en udstilling i vitriner på museets forplads og kunstmuseet Prins Eugens Waldemarsudde i Stockholm, og i dag er hun på vej med et nyt storstilet museumsprojekt på tværs af Norden.

“Udstillingen er et rigtig godt format, når vi har med talenter at gøre, fordi du kan tage en praksis, et materiale, et håndværk og belyse det på en anderledes måde end med et show. Der er tid til fordybelse, og vi kan få kvalificeret tingene med tekster og iscenesættelse. Vi har med nogle designere at gøre, hvis kreationer måske ikke er så lette at tage på i en hverdagssammenhæng, De er eksperimenterende og konceptuelle, bruger nye materialer og formgiver på nye måder. Det minder lidt om kunst, og derfor kan vi også bruge nogle af de samme greb.”

Læs også

Nanna Liljekvist: "Jeg har været på lidt af en kropsrejse og er så stolt af min krop

Hen over de næste tre-fire år skal hun og ALPHA skabe modeudstillinger i samarbejde med Röhsska i Gøteborg, Nasjonalmuseet i Oslo og Emma Espoo Museum of Modern Art i Finland, og forhåbentligt kommer der også et dansk museum med. Ambitionen er at styrke den kuratoriske praksis, når det kommer til mode, for selv om der løbende er fine modeudstillinger, er der ifølge Ane Lynge-Jorlén stadig meget at hente.

“Vi ønsker at vise, hvor dygtige talenterne er, og hvordan de via kreativitet og æstetik formår at tage nogle af samtidens vigtigste emner op. Vi åbner i maj 2023 på Röhsska i Gøteborg med en udstilling, der viser, hvordan designere fra det nordiske vækstlag arbejder med strik og tryk, teknikker, som mange undersøger og går i dybden med. Året efter laver vi en helt ny udstilling på Nasjonalmuseet i Oslo og året efter i Finland på Emma, der er et kunstmuseum, og hvor vi nok derfor vil koncentrere os om mode og kunst. Det er et ambitiøst projekt at gå sammen om, fordi det er nye udstillinger hvert sted, men vi har en fælles interesse i at undersøge samtidens nordiske modedesign.”

Ane Lynge-Jorlén er vokset op med et mantra om, at man skal løfte andre mennesker op, mennesker, som f.eks. er dygtige, men som måske ikke selv har talegaverne. Eller har mulighed for at banke på døren.

“Det er enormt givende at skabe plads til nogen, der i mine øjne er indlysende talentfulde, og det er min mission at skabe en platform til dem. Jeg synes, vi skal videndele, vokse sammen og blive bedre som samfund og mennesker.”

Åndehul

Lejligheden på Frederiksberg danner ramme om de fleste af Ane Lynge-Jorléns arbejdstimer, men det er også et hjem med plads til ro, joggingbukser, gravhunden Meta, Anes mand Erik og deres datter Irma.

“Det betyder meget for mig at omgive mig med ting, der er både smukke og interessante, og som har former og budskaber, der kan blive ved med at give mig noget. Både min mand og jeg er hele tiden i proces med vores hjem, det bliver nok aldrig færdigt. Jeg kan bedst lide, at her ikke er for cramped, og jeg kan godt lide det stringente. Måske kan man sige, at jeg bor både minimalistisk og surrealistisk.”

De fleste møbler er collectables, materialerne spænder usædvanligt vidt, og barren for æstetik og originalitet er høj.

“Jeg har det svært med middelmådighed. Jeg kan godt lide, at folk gør sig umage, for så ved jeg, at de har gjort noget for mig, for sig selv og for verden. Selvfølgelig må man gerne nyde livet, men det er okay, at man skal yde lidt både socialt og arbejdsmæssigt. Jeg er rundet af en vis ordentlighed og kan godt lide at være velforberedt og have tænkt over tingene, og jeg kan også godt lide, når andre mennesker har gjort det, for er du sindssyg, hvor kan man meget så.”