Det er ikke
længere muligt at købe pels hos store modehuse som Gucci, Armani og Prada, som
alle har indført forbud mod pels i deres kollektioner.
Alligevel peger
dyreværnsorganisationen Anima nu på en tendens i modebilledet, hvor pelsvarer
igen er blevet populært.
”Særligt efter at
kendisser som Rihanna og andre kendte mennesker og influencere er blevet
fotograferet i pels, så frygter vi, at der vil komme en højere efterspørgsel på genbrugspels.
Det er bekymrende,” siger Emma-Maria Elgaard Petersen, som er kampagneansvarlig
hos Anima.
Derfor har Anima
nu sendt breve til Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Kirkens Korshær, Red
Barnet og Blå Kors med opfordringen om at indføre en pelsfri politik.
Men hvordan
kan det være et problem, at pelsvarer som allerede eksisterer, stadig er i
omløb og bliver solgt i genbrugsbutikker?
”Helt konkret er
vores bekymring, at en ung pige i fx Viborg ser de store influencere eller
kendisser gå med en pels, og så går hun ind i en genbrugsbutik for at købe en
pels. Derfra spreder det sig i modebilledet, og så vil der være andre, som har
flere midler, som også vil have en pels, og som går ud og køber dem til flere
tusinde kroner.”
”Og så er det er
med til at blåstemple produktionen af pels, når butikker vælger at sælge
genbrugspels, for det sender et signal om, at det er acceptabelt at producere
og forbruge pelsvarer.”
Men hvis
modehusene ikke længere bruger pels i produktionen, hvordan kan det så gøre
skade at gå ind og købe en genbrugspels?
”Vi ved, at pelsproduktionen
er faldet med 85 procent på globalt plan. Der er rigtig mange store modehuse og
virksomheder, der har forbud mod pels, men der er stadig mange, der fortsat
producerer pelsvarer. Og sammen med de sidste producenter ender genbrugsbutikkerne
ender med at blive nogle af dem, der holder liv i pelsindustrien, fordi verden
sådan set generelt er på vej væk fra pels. Det synes vi, er et dårligt signal
at sende, når de velgørende organisationer, som driver butikkerne, ellers
arbejder for at gøre verden til et bedre sted og hjælpe dem, som er sårbare.”
Hvad med
miljøet – bliver genbrugspels ikke betragtet som en bæredygtig vare?
”For det første
mener vi ikke, at dyr skal lide for klimaet. Men derudover mener vi, at hvis
bæredygtighed er det ultimative formål, så er der andre steder, hvor det vil
være mere meningsfuldt at starte end at kræve retten til genbrugspels. Et
eksempel er modefirmaer, som brænder alt det tøj, de ikke kan sælge - det er
heller ikke bæredygtigt.”
"Vi hører ofte argumentet, at pels er bæredygtigt, fordi det
har en lang levetid. Men vi mener ikke, at dyrene bør betale prisen for klima.
Pelsdyr lever hele deres liv indespærret i små trådbure, hvor de aldrig får lov
at udføre noget, der minder om naturlig adfærd. Med tanke på hvor elendige
forhold dyrene lever under mener vi, at hensynet til dyrenes liv og velfærd bør
vægtes højere end klimahensyn."
"Derudover er det også vigtigt at huske, at selve
produktionen af pels er enormt klimabelastende."
Er der noget,
man kan gøre, hvis man har en genbrugspels, som ikke er at sælge den videre
eller bare smide den ud?
”Vi ved, at HSI (Humane Society International),
som er en international dyrevelfærdsorganisation, plejer at have et program,
hvor folk kan indlevere deres gamle pels. Så skærer de dem op og bruger dem i
rehabiliteringscentre for sårede dyr. Det kan fx være en ræveunge, som vil have
meget mere gavn af at ligge i et miljø, som minder om det, den ville have hos
sin mor eller søskende. Så det synes vi er meget beundringsværdigt.”
Hvordan har
genbrugsbutikkerne reageret på jeres opfordring om et pelsforbud?
”Vi har hørt
tilbage fra enkelte indtil videre, der har været positive og ønsker at indgå i
dialog. Og vi føler os ret sikre på, at vi nok skal høre tilbage fra flere.”